Indledning
Jeg skriver denne artikel som repræsentant for for min egen religion, men det er min tro, at hvad jeg skriver, er relevant for alle vordende troende, uanset deres baggrund. Artiklen er et af mange forsøg på at skrive en tekst der kan vise ateisten vejen til Gud. Det er et langvarigt projekt som jeg går og pusler med i ny og næ fordi verden i dag er så tilsvinet og hærget af de ateistiske overbevisningers sejrsmarch verden over – også til trods for at de ateistiske overbevisninger intet har på sig og ikke holder vand, når man kigger nærmere på dem. Igennem at erkende Gud erkender man også at man hører til i en større helhed og derfor har et ansvar for at være blid, hensynsfuld, redelig og ærlig i alle sager. Igennem at erkende Gud, erkender man også at man har et faktisk, konkret ansvar for at gøre verden til et bedre sted - med de midler man nu råder over.
Erkendelse
Som ateist er man ateist primært fordi man ikke har brugt tid nok på at erkende Gud. Eller, fordi man har været meget uheldig i sine forsøg med at erkende Gud. Desværre indtager de fleste ateister en stædig og stolt holdning hvor der end ikke levnes rum til forsøg på at erkende Gud. Jeg har selv været ateist i næsten 20 år og kender udmærket alle de forblændelser som ateisten ligger under for:
- Troen på at Gud ikke er.
- Troen på at videnskaben har ret.
- Troen på at mennesket kan udrette alt.
- Troen på at mennesket er det højeste og klogeste og herligste væsen i Alt.
- Troen på at der ingen absolut retfærdighed findes.
- Troen på at der ikke er noget før fødslen og efter døden.
- Troen på at de fleste religiøse overbevisninger er udtryk for dyb idioti og mangel på den "sande" indsigt (videnskabens halsløse påstande).
- Troen på at der intet højere formål er med livet og så videre.
Som ateist er man overbelæsset med alskens underlige vrangforestillinger, som alle stammer fra Satan, som man tager for givet og tror er den hellige gral. Sker der så det, at man går fra at være ateist til at være troende, så kommer man ind i en pragtfuld proces hvor man dagligt opdager mere og mere af hvor meget man tog fejl førhen. Men det store, svære problem med ateister er, at få dem selv til at deltage i processen med at få åbnet øjnene og indse at Gud er. Fordi som ateist er man dybest set en form for ”civil satanist”: man går ikke med Gud, ergo går man med Satan. Og enhver der går med Satan er en satanist. Så som ateist er man i virkeligheden en afart af satanist. Og som satanist ligger man frivilligt under for alle de vrangforestillinger som Satan belæsser eens psyke med.
At erkende Gud er både en utroligt nem og utroligt svær proces. Det afhænger helt af eens udgangspunkt og eens fremgangsmåde. Åbner man sit hjerte og føler ærligt, redeligt og oprigtigt indeni sig selv: ”
Gud, jeg er klar til at tro på dig”, så er det trivielt nemt at komme til at tro på Gud. Har man derimod lukket sit hjerte, ved at stædigt benægte Gud, så er det en meget vanskelig og langvarig proces som i mange tilfælde er nærmest umulig.
Men hvordan kan man erkende Gud? Det kan man på et hav af måder. Jeg vil tro at enhver troende kan beskrive 5-10 måder at erkende Gud på. Givet at der er 4-6 milliarder troende på Jord, så giver det jo noget af et udvalg (selv når gengangere er sorteret fra). Men måder som jeg kender er:
- Man kan erkende Gud ved at erkende at Skaberværket (universet) er så uendeligt meget mere komplekst og herligt end noget som helst mennesket har skabt. Og intet opstår af intet. Alle steder i det menneskelige regi hvor vi finder skabte redskaber, bygninger og deslige, har der været en eller flere skabere.
- Man kan erkende Gud ved at erkende at f. eks. en myg er en milliard gange mere end en mobiltelefon. Og mobiltelefonen vil ingen jo betvivle er skabt. Hvorfor skulle myggen, som er en milliard gange mere kompleks end mobiltelefonen, så være opstået tilfældigt?
- Man kan erkende Gud ved at lege med tilfældige tal og derigennem overbevise sig selv om, at der opstår aldrig nogensinde nogen som helst komplekse strukturer af tilfældet. Tag f. eks. og slå med to terninger. Lad den der lander længst til venstre angive x-aksen og den der lander længst til højre angive y-aksen. Slå så 20 gange og plot hver gang koordinaterne ind i en lille graf du har tegnet på et stykke papir. Læg mærke til hvordan kun meningsløse figurer der er rent volapyk og intet forestiller kommer frem på denne måde. Tænk så lidt over hvor meningsfyldte og geniale alle former for liv er. Sætter du tingene op på denne måde, så kan du forholdsvist nemt erkende, at der er en skaber bag alt hvad der er.
- Man kan erkende Gud ved at erkende at næsten alle livsformer på Jord kan steges og tilberedes. Var livsformerne opstået tilfældigt, så ville de selvfølgeligt ikke være egnede til bøffer, kartoffelgratin og sovse.
- Man kan erkende Gud ved at erkende at ting såsom spontan sympati eksisterer. Var verden virkeligt indrettet i Darwins billede, som naturvidenskaben påstår, så ville sympati slet ikke kunne eksistere – så ville vi i stedet have en eller anden form for ”slægtsrelation” som var den eneste form for sympati. Men faktum er, at to vildt fremmede væsener der møder hinanden første gang, hvad enten menneske eller hund eller hvad det nu end er, kan opnå spontan sympati og derefter komme rigtigt godt ud af det med hinanden. Var verden indrettet som Darwin foreskriver, så skulle vi kun kende til spontan antipati (fjendskab) og måske en eller anden form for sympati mellem nære slægtninge, således at familien kunne opretholdes og bestyrkes.
- Man kan erkende Gud ved at bede og opleve at bønnerne bliver opfyldt. Det er trivielt nemt at gøre og kræver bare at man tager det første skridt selv: at man selv beder til Gud. Mange, herunder mig selv, kæmper filosofisk med hvorfor Gud kræver at vi beder til Gud når Gud er alvidende. Men jeg tror dybest set, at det koger ned til at bønnen er en slags tilladelse til kærlige, blide, tilbageholdende Gud til at træde ind i vores liv og aktivt ændre dem. Du kan her forestille dig at Gud, der jo er almægtig, ihærdigt bestræber sig på at give os andre vilkår der er lige med Gud – altså at Gud ikke bare sådan må rende rundt og ændre i vores liv som det passer Gud, men at Gud er så hensynsfuld og kærlig, at Gud afventer at vi selv beder Gud om at gribe ind i vores liv førend Gud gør dette.
Man kan erkende Gud på et hav af måder. Det vigtige er, at tillade sig selv at søge efter en måde at erkende Gud på. Så vil jeg tro, at Gud hjælper én på vej. F. eks. var jeg selv arg ateist så længe jeg ihærdigt og stædigt fornægtede Gud. Da der så skete ting i mit liv som jeg ikke kunne forklare uden en ”højere” magt (Satan), så begyndte jeg gradvist at forstå, at højere magter virkeligt findes. Og derigennem blev jeg rede til at erkende at Gud er, og derigennem erkendte jeg at Gud er. Så det vigtigste i at erkende Gud er simpelthen, at man tillader sig selv at prøve at erkende Gud.
Men det grundlæggende i at erkende Gud, som er så synlig i alting, er, at man selv indvilliger i at være villig til at gøre det. Derfor, tror jeg, går det forholdsvist nemt. Det svære er, at åbne sit hjerte så meget, at man kan, tør og vil kunne erkende Gud. Og det er der de fleste ateister falder af vognen fordi dermed er kravet for at erkende Gud et krav om at man ændrer sig selv. Og de fleste ateister, som de fleste satanister, tror sig selv perfekte og uovergåelige. Så man kan også sige, at vejen til Gud er igennem ydmyg tro på at Gud kan være. Og ydmyghed og ateisme går virkeligt dårligt hånd i hånd. De mest hovne, overlegne, påståelige, afsporede mennesker er ofte ateister.
Efterskrift
Hovedparten af denne artikel stammer tilbage fra 2007 - da jeg endnu var psykotisk - og strukturen og overblikket er derfor ikke overvældende. Men jeg synes, som jeg normalt synes, at artiklen siger nogle vigtige ting som ingen tager skade af at høre.