Forord
Denne artikel vil måske virke uindfølelig (uforståelig) og fremmed for dig. F. eks. fremføres påstande som er i vild konflikt med den på Jord fremherskende forestilling om at Gud er en person i Himmelen eller på Jord. Det er med overlæg, at jeg fremfører de påstande, jeg gør, og endda beviser en del af dem undervejs, men jeg forstår udmærket, på forhånd, at du statistisk nok ikke har det intellekt der skal til
1, for at du
kan forstå, at hvad jeg her skriver, sandsynligvis er den reneste skære sandhed, om hvem og hvad Gud er. Det kræver nemlig betydelig intellektuel formåen at
gøre op med det ragelse man har indlært sig i løbet af sin barndom og voksne periode. De færreste er i stand til at gøre det. De fleste foretrækker blindt at hylde værdier og normer og forestillinger som de har indlært i løbet af deres liv – uden at nogensinde en eneste gang kaste et kritisk, revurderende blik på hvad de har lært. F. eks. får folk hyppigst samme politiske overbevisning som deres forældre havde, og det er ganske sjældent, at folk skifter religiøs overbevisning i forhold til den religion de har indlært hjemmefra.
Skulle du være ude af stand til at forstå denne artikel, altså tro på hvad den siger, så send mig gerne et par ord og skriv hvad det er som volder dig kvaler. Prøv dog på forhånd at forestille dig, at sandheden om hvem og hvad Gud er måske
ikke står skrevet i bibelen, koranen og så videre. Moderne forskning har vist at Gud er et eller andet der er helt, helt anderledes end hvad de oldgamle, stærkt antropomorfiske tekster hævder
2. Jeg kan blot sige, at min egen erfaring er, at så snart man accepterer (godkender og tror på) den præsentation af Gud som jeg her fremlægger, så går alt op i en højere enhed og der er ikke længere nogen betydningsfulde uklarheder tilbage omkring Gud og Guds væsen.
Det skal siges, at dette nok er den mest spændende artikel jeg nogensinde har skrevet. Jeg har arbejdet med den i ganske betydeligt omfang, for at få alle brikkerne til at passe ind på deres plads, og har måttet omskrive store dele af artiklen om og om igen. Fordi jeg har hidtil haft et traditionelt dualistisk syn på kosmos (Gud=god, Satan=ond, …), men denne artikel har igen ført mig hen til, at jeg måtte give hinduerne ret: enhver dualistisk anskuelse er en forblændelse der dybest set blot tjener til at fjerne én fra Gud. Fordi Gud er Alt, herunder alt godt og alt ondt. Samtidigt er Gud rent god. Forklaringen på dette øjensynlige paradoks er, at det onde slet ikke findes. Altså når man definerer det onde som ”det der skader kosmos”. Der findes slet ikke noget som skader kosmos, eller blot en lille del deraf, pga. Guds uendelige genialitet. Alt er sat sammen således, at uanset hvad man gør af infame vederstyggeligheder, så tjener de ultimativt Gud ved at gøre skaberværket mere alsidigt og rigt. Hvilket er en meget stor del af hvad hele skaberværket handler om: alsidighed i modgang og medgang. At jeg måske stadigvæk nævner Satan er blot en vane og et praktisk redskab. På visse planer hjælper det én at skelne imellem Skaberen og Ødelæggeren – Gud og Satan – for dermed bedre at forstå hvad man bør og ikke bør gøre i livet. Men overordnet set er Skaberen og Ødelæggeren en og samme: Gud. Men jeg ser dog Satan som en slags kasket Gud har på, når Gud skal ud og straffe og ramme synderne, en kasket som betyder, at Gud følger nogle nøje fastlagte regler for hvordan Gud så er – altså at Gud tager sit alter ego Satan på og så gør de ting som skal gøres set ud fra Satans perspektiv. Fordi dybest set er vi alle sammen jo blot dukker som Gud animerer på så overbevisende måde, at vi selv tror at vi er i live. Pyha, hvis blot jeg kunne udtrykke det hele, men det er som om alle delene i mig (nihilisme, satanisme, kristendom, jødedom, hinduisme, Islam, buddhisme, ateisme, etc.) er ved at smelte sammen til en højere enhed der er ved at udkrystalisere sig i en meget komplet og egentlig brugbar model af kosmos. Desværre lider jeg i dag af en så forfærdelig dårlig hukommelse, at jeg ikke kan huske disse ting i morgen. Men interessant er det da at opleve – og det tilkendegiver nok blot en langvarig indre udvikling som finder sted indeni mig.
Indledning
Få i Danmark tænker over det, men man kan sagtens tilbringe et helt liv med at alene udforske Guds egne egenskaber. Altså uden at bruge et eneste minut på skaberværket (universet) og alene hellige sig at prøve at forstå hvordan Gud selv er. Meget af denne viden kan man få igennem sin individuelle intuition og resten kan man udlede logisk af hvad vi allerede ved om Gud. I denne artikel vil jeg prøve at fremlægge nogle af de ting som jeg ser ud til at have opdaget omkring Gud. Hvorvidt jeg er den første til at opdage de pågældende ting ved jeg ikke; jeg har ikke kendskab til hjemmesider eller bøger eller andet materiale der fremlægger hvad jeg her fremlægger, men alligevel kan man sige, at hvad jeg fremlægger formentligt er en del af hinduismen og evt. andre religioner. Mit formål er alene at åbne dine øjne for nogle af Guds egenskaber, så du selv kan opdage andre hen ad vejen.
Med denne artikel påstår jeg
ikke, at man nogensinde
kan forstå Gud! Alt hvad jeg påstår, er, at man kan komme til en
bedre forståelse af Gud end hvad diverse semitiske tekster lader én få. Det er bare at lade sin fantasi arbejde ud fra det grundlæggende faktum, at Gud er evig, alvidende, altomfattende, perfekt og uendelig kærlig, så kan man såmænd selv finde rigtigt mange gode og herlige opdagelser omkring Gud.
Definitioner
Inden jeg går i gang vil jeg lige definere nogle centrale termer i min terminologi:
- Gud er det uendeligt store levende, sansende, skabende tomme rum hvori alt andet befinder sig.
- Skaberværket er det område af Gud som er fastlagt ved grænserne for sidste Big Bang.
- Universet (uni-verset: det enlige vers) anses for identisk med skaberværket.
- Kosmos anses for værende fællesmængden af Gud og skaberværket: altså Alt.
- Alt anses for værende identisk med kosmos.
- Satan anses for værende identisk med Gud og dog alligevel ikke: Satan er en nøje fastlagt rolle som Gud spiller3.
- Jesus anses for at være en afdød jøde uden den store betydning for kosmos.
- En entitet er en af følgende: Gud, en dødelig, et objekt, eller en vilkårlig gruppering af disse.
- En dødelig er en af følgende: en virus, en plante, et dyr, et menneske eller et rumvæsen.
Guds egenskaber
Gud har et uendeligt antal egenskaber fordi Gud kan skabe sine egne egenskaber ganske som Gud kan skabe universet. Der er ingen grænser for hvor mange egenskaber Gud kan skabe og dermed for hvor mange egenskaber Gud kan have. Men der findes fem egenskaber ved Gud som er så grundlæggende og vigtige, at alle burde lære om dem i folkeskolen. Dem kan vi kalde Guds
kardinaldyder. Og de er:
- Gud er evig. Gud er altså uden begyndelse og uden ende.
- Gud er perfekt. Gud er altså uden fejl og uden mangler og uden glemsomhed, etc.
- Gud er alvidende. Gud ved altså alt uden nogen som helst undtagelse nogensinde.
- Gud er almægtig. Gud er altså fuldstændigt i kontrol over alt i kosmos.
- Gud er allestedsnærværende (Alt). Gud er altså til stede alle steder uden undtagelse.
Disse fem kardinaldyder er stort set alle religioner enige om, at Gud har. Og man kan også selv, intuitivt, nå frem til, at det forholder sig sådan, at Gud ufravigeligt må have alle disse egenskaber. Ellers ville ordet
Gud blive så udvandet at det faktisk blev meningsløst. Enten er Gud Gud, ellers giver intet mening i hvad vi ved om Gud. Vi kan ikke slå os til tåls med en halvgud der bare er halvmægtig eller meget vidende. Af Gud må vi kunne forvente at alle fem ovenstående kardinaldyder er en væsentlig del af Gud. Nu opfatter vi ganske givet ordet Gud på forskellige måder, men for mig betyder ordet
Gud noget i retning af: ”
Den almægtige skaber der kontinuerligt skaber skaberværket som det er.” At Gud
kontinuerligt skaber universet kommer måske som noget af en overraskelse for dig, men det er faktisk ret nemt at bevise, at det forholder sig sådan. Det vil jeg måske gøre senere, men indtil da kan du bare notere dig, at den nyeste forskning udi Gud har vist, at Gud faktisk kontinuerligt skaber universet – og ikke bare skabte det engang for 6.000 år siden som visse semitiske kilder ellers påstår.
Udover de fem ovenstående kardinaldyder, som næsten alle religioner anerkender, vil jeg tilføje en sjette og syvende dyd som fuldstændiggør min simple beskrivelse af hvem og hvad Gud er:
- Gud er uendelig i alle egenskaber. Gud er altså uendeligt alting: rumligt, tidsmæssigt, af evner, i alle planer, etc.
- Gud er skaberen. Gud skaber altså fortløbende og kontinuerligt skaberværket.
Jeg vil nu gå disse syv kardinaldyder igennem og prøve at forklare dem en efter en. Fordi de fortjener en masse uddybelse, så du selv kan komme til at se, at hvad jeg skriver er sandt og rigtigt.
Gud er evig
At Gud er evig er jo ligesom et fundamentalt krav til Gud: var Gud ikke evig, så ville Gud blot være en dødelig og så ville Gud ikke længere være Gud. Gud må simpelthen være evig, også ifølge de andre ting vi ved om Gud: at Gud er alvidende betyder jo, at Gud har oplevet, og husker, al tid igennem hele evigheden.
At Gud er evig betyder blandt andet, at Gud aldrig nogensinde er opstået eller blevet skabt. Gud har været i al evighed bagud (i fortiden) og vil forblive værende i al evighed fremover (i fremtiden). Gud er således den eneste entitet i kosmos der aldrig er blevet skabt og som aldrig forgår. Alle andre entiteter er blevet skabt på et eller andet tidspunkt, også selvom skabelsestidspunktet kan ligge milliarder af universer tilbage i tiden. Gud går således aldrig under, og kan ikke gå under, hvorfor det er halsløst at spekulere på hvad der mon kan såre eller skade Gud: Gud er uforgængelig og usårlig, hvorfor intet, end ikke tiden, kan såre Gud.
At Gud er evig har en vigtig implikation som kun de færreste nogensinde opdager: at Gud er evig betyder også at Guds fysiske form er evig (altså uden begyndelse og uden ende). Fordi Gud er jo Gud, ikke bare en sjæl mere i kosmos. Så uanset hvilken form Gud har, så må Guds form uvilkårligt bestå igennem alt hvad der sker med kosmos. Det betyder f. eks. at Guds form bestod på tværs af det forrige Big Bang og at Guds form består på tværs af det næste Big Crunch
4. Og hvilke ting i kosmos består i al evighed? Det er der faktisk kun en eneste ting der gør: nemlig det tomme rum hvori skaberværket befinder sig. Med andre ord fortæller det faktum at Gud er evig os, at Gud også er identisk med det uendeligt store tomme rum hvori skaberværket udspiller sig. Senere skal vi se andre ting der fortæller os, at Gud er identisk med det tomme rum hvori skaberværket befinder sig. F. eks. giver det faktum, at Gud er perfekt os den ledetråd, at Gud er uendelig i alle egenskaber (fordi kun det uendelige kan være virkeligt perfekt), hvorfor vi igen når frem til det resultat, at Gud er identisk med det uendeligt store tomme rum hvori skaberværket udspiller sig.
Gud kunne trivielt nemt gøre skaberværket evigt, blot har Gud valgt en model hvor skaberværket, og alt i det, ”dør” før eller siden, således at alt i kosmos, undtaget Gud selv og sjælene, før eller siden dør. Dette er i harmoni med temaet for dette univers: liv og død, opgang og nedgang, medgang og modgang.
Gud er perfekt
At Gud er perfekt er også intuitivt nemt at fastslå. I gamle dage, hvor man havde et polyteistisk syn på kosmos, troede man dog ofte at guderne var med fejl og mangler. Men med monoteismens udbredelse blev det mere og mere forstået, at der 1) kun er en gud: Gud, 2) at Gud er perfekt. Man kan så sige, at monoteismen i årtusinder har kæmpet for at forklare det øjensynligt uperfekte kosmos vi lever i (hvori det onde ser ud til at florere i nærmest ubegrænset grad), men alligevel er der ingen tvivl om at monoteismen er den eneste rette vej at gå, når man skal forstå kosmos. Fordi det er sådan, at der altid må være en oprindelig, tidligste skabende kraft. Et eller andet som skabte noget andet, hvad enten det andet så skabte andre ting igen eller ej. Der må ligesom være en urskaber. En oprindelig skaber. En første skaber. Og det er præcist den entitet som jeg, og vistnok de fleste, kalder Gud. At det så viser sig, at Gud også er den nuværende skaber, den kontinuerlige skaber, den vedvarende skaber (Vishnu i hindu terminologi), er kun pragtfuldt og herligt. Men Gud er altså perfekt: uanset hvordan Satan så end får Gud til at se ud indeni vores psyker. Gud er perfekt! Hvilket er en meget, meget vigtig ting at vide, fordi den fortæller os alt andet om Gud. Men man kan f. eks. se at Gud er perfekt ved det, at Gud er alvidende. Den der ved alting er ufravigeligt perfekt fordi vedkommende altid handler i overensstemmelse med det bedste for Alt. Ganske som vi andre, ganske naturligt, ofte går en ekstra mil for at være hensynsfulde overfor vores omgivelser – jo mere vi forstår, jo mere hensynsfulde er vi. Og den der ved alt forstår ganske givet også alt. Hvorfor den der ved alt altid vil handle således at den pågældende tager fuldstændigt hensyn til alt og alle i kosmos.
Gud er alvidende
At Gud er alvidende vil sige at Gud ved
alt om alt i Alt. Og at Gud også ved alt om Alt. Og at Gud ved alt om alle detaljer, alle fænomener, alle ting, alle væsener og så videre i Alt. Dette gør Gud kontinuerligt til enhver tid, således at Gud slet ikke har det vi kalder et fokus. Vi dødelige har et fokus, måske to eller tre (hvis man træner længe), som vi kan flytte rundt og dermed fokusere på hvad vi kigger på. Sådan er det ikke med Gud: Gud ved alt kontinuerligt uden undtagelse, hvorfor Gud ikke har et fokus. Skulle man tillægge Gud at have et eller flere fokuser, så må man sige, at Gud har et uendeligt stort antal fokuser, men det ville være at præsentere Gud forkert. Fordi Gud er
simultant alvidende og er derfor ikke underlagt den begrænsning det er, at have et eller flere fokuser.
Gud er almægtig
Gud er almægtig i den fuldstændige, perfekte betydning af dette udtryk: Gud er kontinuerligt fuldstændigt almægtig over hele skaberværket. Det betyder i praksis, at det er Gud der fremmaner skaberværket kontinuerligt uden af os målelige pauser. Da Gud er perfekt almægtig, som følge af at Gud er det uendeligt store tomme rum hvori skaberværket befinder sig, så kræver det næsten ingen energi og kræfter af Gud, at fremmane det fysiske univers. Derfor bliver Gud aldrig nogensinde træt og har aldrig brug for en ferie. Skulle Gud virkeligt have lyst til at tage en pause i ny og næ, så sker det ganske givet imellem universer – fra det ene ”big crunch” (modsatte big bang) til det næste big bang. Derimellem har Gud en uspecificeret pause hvori Gud måske blot nyder sjælenes selskab og lader dem komme til orde om hvad det næste univers skal indeholde.
Gud er allesteds(nær)værende
Gud er allesteds(nær)værende. Det betyder at Gud oplever og opfatter alt hvad der sker alle steder i kosmos. Jeg skriver her ”(nær)” i parentes fordi det er overflødigt og fordi det faktisk fordrejer hvad Gud er i forhold til os andre. Når man skriver allestedsnærværende, så påstår man at Gud kun er
nær alle ting. Når man skriver allestedsværende, så påstår man at Gud er alle steder. Og der er en uendeligt stor forskel – fordi hvad er ”nær” i et uendeligt stort rum? Måske 100.000 lysår? Eller 12 km? Eller 5 cm? En tiendedel diameter af en elektron? Det er ikke sådan lige til at sige. Men Gud er allestedsværende, hvilket også er hundrede procent i overensstemmelse med påstanden om at Gud er identisk med Alt.
Gud er uendelig i alle egenskaber
At Gud er uendelig i alle egenskaber betyder ganske enkelt at Gud ikke har nogen øvre grænse for hvad Gud kan udrette. F. eks. er Gud både det mest gode og det mest onde ”væsen” i kosmos. Al godhed stammer ultimativt fra Gud, ganske som al ondskab også gør det. Blot udspredes ondskaben af entiteten Satan, som overordnet set blot er en slags dukke under Gud. Ganske som vi alle sammen dybest set blot er dukker der vandrer igennem Gud, alt imens vi oplever alskens stimuli og reaktioner. Men at Gud er uendelig i alle egenskaber betyder blandt andet at Gud er uendeligt kærlig og uendeligt sadistisk og uendeligt blid og uendeligt hårdhændet og uendeligt nærværende og uendeligt fraværende og så videre. I praksis ser kosmos dog ud til at være delt op i en topolet konstruktion, hvor Gud udgør den gode, kærlige, blide, herlige side og Satan udgør den onde, hadske, hårde, afskyelige side. Gud er således Skaberen, hvor Satan er Ødelæggeren. Alt hvad Gud skaber har Satan til opgave at prøve at manipulere de dødelige til at ødelægge. Og her på Jord lyder vi mennesker i overvejende grad Satan, hvorfor Jord nok snart går under. Men om Satan virkeligt findes er mig i skrivende stund
meget uklart. Jeg tror selv på Satan, men jeg har i årevis hævdet, overfor mig selv og andre, at Satan blot var en rolle som Gud spiller. Fordi mine iagttagelser af Satan siger mig, at Satan er
næsten alvidende. At der næsten ikke er noget som Satan ikke ved. Eller, måske, endda, at Satan er alvidende. Og hvis Satan virkeligt er alvidende, så
er Satan identisk med Gud, eftersom kun Gud er alvidende. Men jeg har endnu ikke fundet noget som Satan ikke vidste. Hvilket enten tyder på at Satan kan trække på Guds hukommelse – eller langt mere ligetil – at Satan blot er Gud selv.
At Gud er uendelig i alle egenskaber betyder blandt andet følgende:
- Gud er uendelig i omfang (altså identisk med det uendeligt store tomme rum som kaldes Alt).
- Gud er uendelig i kærlighed. Altså at Gud elsker alle entiteter 100 procent uden undtagelse.
Gud er Skaberen
At Gud er ren kærlighed er jo Jesus’ største bidrag til menneskehedens kollektive viden. Før Jesus troede mange at Gud var enten mange (polyteisme) eller at Gud var meget streng og hævngerrig (jødedom), men med Jesus kom sandheden om Gud til Jord og folk begyndte i det mindste
at vide at Gud var ren kærlighed, også selvom mange har haft mange besværligheder med at prøve at få denne viden til at passe med den faktiske virkelighed. Men Gud er
selvfølgeligt ren kærlighed. Gud er så kærlig, at Gud tillader os at være onde, hvis det er hvad vi vil. Og det vil de fleste af os desværre gerne – hvorfor vi får en elendig, ondskabs–fuld og sørgelig planet som resultat. Det er helt op til den enkelte om han, hun eller den vil følge i Guds fodspor, og hellige sig at elske så meget som overhovedet muligt, eller om den pågældende hellere vil følge i Satans fodspor og hellige sig at hade så meget som overhovedet muligt. De fleste tager en sørgelige mellemvej, hvor de hader mere end de elsker, dog uden at nogensinde erkende det. Men at køre i bil er f. eks. at hade verden fordi bilosen forurener og skader verden. At ryge er f. eks. at hade verden, og sig selv, fordi rygningen forurener verden og éns egne lunger. At eje ting er f. eks. at hade verden fordi verden lægger krop til de ting der bliver skabt for at man kan eje dem og også fordi man ved at eje gør oprør imod Gud og erklærer sig selv som ejer af noget som Gud ultimativt har frembragt.
Men Gud er ren kærlighed, også selvom vi med fødselsdefekter og de med arvelige defekter har svært ved at se det. Men tænk på følgende:
- Hver sjæl har sin evige historie som har forårsaget et hav af lidelse for andre.
- Hver sjæl skal afsone sin skyld til Gud igennem lidelser som Satan skaber.
- Hver sjæl kommer til at opleve præcist så meget lidelse som den har skabt.
- Enhver form for fødselsdefekt og arvelig defekt er en ”gave” fra Satan.
- Igennem de pågældende defekter afsoner den pågældende sjæl en masse dårlig karma.
Så der er stadigvæk en overordnet, fuldstændigt herlig kærlighed bag det hele: igennem sine lidelser afsoner den enkelte sjæl de lidelser den har påført andre, hvormed den universelle retfærdighed, for alle, sikres og Gud er så kærlig, at Gud sikrer at alle får de skæbner de fortjener.
Derudover kan man knytte den kommentar til mange former for vanskæbner, at døden er mere rar end dem. Og Gud/Satan bruger jo flittigt døden overalt i kosmos til at holde hjulene i gang. Så der er intet til hinder for at et lidende, smertefyldt liv endes frivilligt af egen kraft igennem f. eks. eutanasi. Intet. Det er blot nogle menneskelige forestillinger om at det er en åh-så-stor synd at tage sit eget liv, der gør, at så få gør det. Jeg har f. eks. altid ønsket, at menneskeheden havde udviklet en ”dødspille” der gjorde, at man stille sov ind på nogle minutter og så kunne drage videre til næste liv. Fordi arvelige sygdomme og fødsels–defekter kan gøre éns liv så uudholdeligt at kun døden er en rimelig udvej. Men fordi folk
insisterer på at holde sig i live uanset hvad, af frygt for det ukendte efter livet, så lider folk meget ofte i årtier frem for blot i uger eller måneder. Faktum er også, at Jord p.t. er overbefolket, hvorfor det ville være yderst gavnligt for menneskeheden, hvis den fik et langt mindre hysterisk og oppisket forhold til døden. Døden er præcist lige så naturlig som livet: alle dødelige dør før eller siden. Derfor er der ingen grund til at frygte døden, hvilket igen viser hvor kærlig og herlig Gud er: selv døden er ultimativt blot en start på et nyt liv. Og dermed kan man altid komme til at opleve nye ting, få nye elskede, komme ud af en klemme og i det hele taget prøve langt, langt, langt mere end man ville prøve, hvis man levede 30 milliarder år pr. liv.
Guds redskaber
Gud bruger nogle redskaber for at skabe det perfekte skaberværk: sjælen, karma og reinkarnation. Disse tre ting sikrer at alle sjæle altid står fuldstændigt til ansvar for alt ”ondt” (ubehageligt) de gør samtidigt med at hver enkelt sjæl aldrig kan blive såret eller skadet eller ramt på nogen som helst varig måde. De tre redskaber gør tilsammen, at Gud kan skabe det perfekte, fuldstændigt retfærdige univers – også selvom Satan er meget flittig til at få tingene til at
fremstå som var de lige det modsatte. Husk her på, at Satan er en af Guds mest betroede og pålidelige hjælpere – en tjener der i æoner har hjulpet Gud med at tilføre kosmos lidelse, ubehag, uretfærdighed og andre ”onde” ting. Ting som alle tjener til at bidrage til at give os hver især en realistisk og alsidig oplevelse af det skabte fænomen vi kalder livet.
Sjælen
Sjælen er Guds primære redskab til at skabe det vi kalder livet. Sjælen er den del af væsenet der entydigt identificerer det som værende det unikke væsen det er. Alle væsener er fuldstændigt unikke således at ikke to græsplanter er ens og ikke to myg er ens og ikke to frøer er ens og så videre igennem
alt liv i skaberværket. Sjælen kan måske bedst forstås som værende et energifelt der ankommer til kroppen det øjeblik barnet undfanges og som forlader kroppen det øjeblik kroppen bliver endegyldigt afsjælet (husk at Gud er alvidende, så Gud ved udmærket hvornår en given krop bliver genoplivet og hvornår den ikke gør det!). Sjælene er usårlige ligesom Gud er usårlig (bortset fra at Gud kan udslette enhver sjæl, blot gør Gud aldrig dette) og sjælen er ”evig” næsten ligesom Gud er evig. Forskellen mellem Gud og en sjæl er, at Gud er virkeligt evig – altså uden begyndelse og uden ende – hvor sjælene blot er ”halvt evige”: med begyndelse og uden ende. Enhver sjæl blev skabt på et eller andet tidspunkt, men ingen sjæl nogensinde bliver udslettet – selv ikke Buddha eller andre som søger at blive udslettet.
Sjælen skabes og vedligeholdes af Gud. Så uden Gud ingen sjæl. Sjælen er praktisk talt usårlig og kan ikke skades på nogen som helst måde – selv ikke den mest hårdhændede behandling fra Satans side kan skade eller såre sjælen. Når folk snakker om at andre har et sår på sjælen, f. eks. i forbindelse med en mages død, så ævler de i virkeligheden. Alt hvad der sker, er, at den pågældende af Satan får en stærk følelse af sorg, så han eller hun ikke kan koncentrere sig om at komme videre med sit liv, men den sørgende ægtefælles sjæl tager ingen varig skade af den magens død. En sjæl kan gennemgå selv den mest intense tortur, i årevis, uden at tage nogen som helst form for skade. Alt hvad der sker, er, at personligheden, som er noget helt andet end sjælen (personligheden afhænger af ting såsom stjernernes position på fødselstidspunktet m.v.), kan tage skade og gå hen og blive bitter eller nedbrudt eller sorgfyldt og så videre.
Sjælen er måske en af Guds allermest geniale skabelser. Og alligevel er den også den mest naturlige og ligetil skabelse som Gud nogensinde har skabt. Fordi sjælen er urformen for liv i kosmos. Oprindeligt var kosmos kun befolket med Gud. Så skabte Gud sig sjæle for at de kunne opleve hvordan det var at være til. Sidenhen kom der en masse gøgl på, det vi kalder den fysiske dimension af virkeligheden, og sjælene begyndte at få kroppe og blive sårbare og opleve ældning og så videre. En sjæl ældes aldrig om end den altid modnes. Den modnes igennem sine erfaringer, sine oplevelser, sine påvirkninger og sine valg. En umoden sjæl er ofte meget hensynsløs og meget udfarende, hvor en moden sjæl normalt er meget hensynsfuld og meget tilbageholdende i alle henseender. Fordi, af skade bliver man klog og jo ældre sjælen er, jo mere skade har den oplevet. Og dermed er den blevet klogere, hvorfor den er blevet mere hensynsfuld og mere tilbageholdende i alle henseender. Jo ældre sjælen bliver, jo bedre forstår den, at Gud allerede tager vare om
alle ting i kosmos, hvorfor der ingen grund er til at fare op og styre verden.
Karma
Gud er jo den retfærdige. Den uendeligt retfærdige. Det er en del af at Gud er den uendeligt herlige og at Gud er fuldstændigt perfekt. Så Gud er altså virkeligt fuldstændigt retfærdig, også selvom Satan bruger
meget tid på at prøve at indgyde hver enkelt dødelig den indbildning, at Gud ikke er retfærdig. Gud er fuldstændigt retfærdig; enhver anden anskuelse af Gud er ufravigeligt en stor eller lille løgn af Satan
5. I dagligdagen oplever vi jo ikke normalt livet som værende
fuldstændigt retfærdigt. Hvis vi er heldige, så kan vi måske indse, at vores liv er mere eller mindre retfærdige, men det er virkeligt sjældent, tror jeg, at nogen har en klar fornemmelse af, at deres liv hele vejen igennem er fuldstændigt retfærdigt. I hvert tilfælde hvis vi hver især er ærlige om hvordan vi oplever vores liv. Nogle ser ud til at få for meget og andre ser ud til at få for lidt. Nogle ser ud til at slippe godt fra ondskab, mens andre ser ud til at blive straffet selvom de er uskyldige. Og så videre igennem alle de talrige former for oplevelser af livet som vi dødelige
6 har. Fælles for os alle sammen er, at hovedparten af os har svært ved at se retfærdigheden i livet. Fordi Satan forblænder os med den idé, at vores liv
ikke er retfærdige. Så går vi ørkesløst rundt og bilder os ind, at vores liv er uretfærdige og at hvad der tilsniger os ikke har noget med en uendeligt retfærdig gud at gøre. Men alt det er blot illusioner, også kaldet blændværk, fra Satans side. Satan fylder vores sind med urigtige tanker, overbevisninger og så videre. Alt sammen i håbet om at ultimativt vinde vores sjæl for den onde sags side (ødelæggelsen af Alt), ved at vildlede og forvirre os i det uendelige. Men oven over Satans finurlige og tricky blændværk ligger Guds uendelige retfærdighed. Og ikke kun ovenover, men også nedenunder og indeni. Uanset hvad Satan finder på at gøgl og ævl, så vil det ultimativt tjene Guds herlighed ved at det bidrager til hele kosmos overordnede og evige retfærdighed. Jeg er endnu ikke sikker på om kosmos er perfekt retfærdigt fra nu til nu, hvilket f. eks. nogle jøder påstår, men hælder mest til, at der sagtens kan opstå midlertidige uretfærdigheder i kosmos som Gud, og Satan, så udligner og opvejer sidenhen. Det er i hvert tilfælde min oplevelse af mit liv: at det har været enormt uretfærdigt, til den dårlige side, i mange år, men nu ligesom ser ud til at være blevet ”enormt uretfærdigt” til den gode side – lige pludseligt, efter at jeg er begyndt at blive medicineret med antipsykotisk medicin, har jeg fået et rigtigt, rigtigt dejligt og behageligt liv, noget som jeg ellers kun kortvarigt har kendt til i min tidlige barndom. Så min tese er, at Gud, ofte vha. Satan, udligner uretfærdigheder i løbet af fremtiden. Vinder den ene f. eks. 10 millioner kroner i Lotto, selvom han ikke havde fortjent dem, så vil han enten formøble pengene hurtigt eller også vil han komme til at lide forholdsvist stor ulykke af at have vundet pengene. Omvendt bliver en ung, uskyldig pige måske voldtaget og dermed pådraget stor uretfærdighed. Sidenhen i hendes liv udvikler hun sig måske til en klog og forstående kvinde der arbejder med at hjælpe unge mennesker til et bedre liv – noget som overall gør hende til et meget lykkeligt og kærligt menneske. Så har hun, normalt uden at have ænset det, fået årtiers lykke tilbage for hendes kortvarige ulykke og kan dermed siges at være blevet opvejet sin ulykke.
Det vigtige at forstå omkring Guds retfærdighed (karma) er, at Gud ved
alt.
Alt. Det vil sige, at der ikke findes noget som helst som Gud ikke ved. Gud ved om det er retfærdigt at brække næsen og derefter vinde kr. 128,- i lotto eller om det ikke er. Gud ved om det er retfærdigt at blive voldtaget for at derefter møde sin drømmefyr og blive gift med ham og få et langt, lykkeligt liv. Gud ved alt. Også alt det vi mennesker ikke ved. F. eks. har vi mennesker endnu ikke, af hvad jeg ved, en officiel enhed for at måle smerte – men Gud kan ganske givet se præcist hvor mange enheder smerte et væsen lider i en vilkårlig sammenhæng. Og på samme måde kan Gud se antal enheder lykke den enkelte sjæl oplever og ikke oplever. Gud ved alt. Det betyder at Gud kan udligne og opveje og lade Satan straffe på et utal af måder der udadtil fremstår som usammenhængende, kaotiske og urimelige, alt imens Gud faktisk tilser at kosmos altid udvikler sig i retning af fuldstændig, perfekt retfærdighed. Husk altid på, at Satan, en af Guds øverste og mest betroede tjenere, har til opgave, at vildlede, forvirre og narre os dødelige. Så hver time bliver vi bombarderet hundredvis af dårlige slutninger, observationer, konklusioner, idéer og så videre. Hele tiden, hele vores liv igennem, bliver vores sind og psyker
7, bogstaveligt talt bombarderet med dårlige (usunde for kosmos) idéer og indfald som Satan bruger til at
gradvist føre os intetanende ud i Satans filosofiske ørken – som også er kendt under navnet Helvedet – hvor vi så kan vandre rundt i årtier eller hele liv, indtil vi en dag møder den eller de personer som har kærligheden, klogskaben og forståelsen til at føre os tilbage til Guds paradis, hvor Gud er en selvfølgelighed og alt dybest set er et uendeligt herligt udtryk for Guds evige, uendelige og altomfattende kærlighed.
Reinkarnation
Det er trivielt nemt at bevise, at reinkarnation findes og gælder for alle levende entiteter:
- Gud er perfekt =>
- Gud lader ingen lide uretfærdigt =>
- Reinkarnation er et faktum.
Det kan måske umiddelbart være lidt svært at følge ovenstående rækkefølge, men forklaringen er den, at Gud er så perfekt, at Gud simpelthen ikke
kan lade os dødelige leve et enkelt elendigt liv efterfulgt af en evighed i Himmeriget eller i Helvedet. At de semitiske religioner prædiker, at det forholder sig sådan skyldes alene en lang, oldgammel historisk række af misforståelser. Misforståelser af Gud, kosmos, livet og Satan. Misforståelser af hvordan tingene virkeligt hænger sammen. Den hyppigste og mest almindelige semitiske misforståelse er, at man, implicit eller eksplicit, påstår Gud uretfærdig. I kapitlet om karma har jeg forklaret, så godt jeg formår, at Gud er fuldstændigt retfærdig. I dette kapitel vil jeg prøve at forklare hvorfor reinkarnation er en så grundlæggende nødvendighed i det kosmos vi kender. Hovedårsagen er ganske enkelt den, at vi hver især næsten ufravigeligt kommer ud for at leve delvist uretfærdige liv hvori en eller mange detaljer er overordnet set uretfærdige. Det skyldes det faktum, at Satan kontinuerligt er optaget af at prøve at forlede, forvirre og fordreje folk til at vælge det som volder ubehag for andre (”det onde”). Og da vi mennesker er så svage og enfoldige og dorske som vi er, så falder vi ofte i Satans fælde og får voldt ubehag for andre – hvad enten de andre er planter, frøer, mennesker eller engle. Og det medfører altså at vi mennesker meget ofte får voldt andre ubehag. Hvormed vi meget ofte bidrager til at gøre andres liv mindre end optimale med hensyn til lykke. Og det gør vi alle i en sådan grad, at der er utroligt meget ulykke i verden. Faktisk kan man sige, at Satan har så kraftigt et hold over menneskeheden, at de mange af os tilbringer hovedparten af vores tid med at prøve at gøre kosmos ulykkeligere. F. eks. igennem at forurene, f. eks. igennem at indkøbe materielle ting som medfører forøget forurening, f. eks. igennem at købe produkter der er blevet testet på dyr og så videre. På alle mulige måder bidrager vi mennesker p.t. i at gøre kosmos til et ulykkeligere sted. Og det betyder igen, at de fleste af os oplever livet og verden som mere ulykkelig end lykkelig. Alt sammen pga. hvad vi
selv gør. Ikke pga. af hvad Gud gør. Gud skaber godt nok det hele, men Gud har fra begyndelsen af dette kosmos nedlagt nogle regler for hvordan det hele hænger sammen – og de regler er nedlagt som perfekte, ufravigelige, herlige regler som vi mennesker blot endnu ikke har gennemskuet og grejet og forstået. Men tilbage til det med reinkarnation. Gud er ganske enkelt så herlig, at Gud aldrig nogensinde ville tillade at blot en eneste sjæl kom til at opleve evigheden som uretfærdig. Også selvom de fleste kulturkristne ikke kan fatte denne tanke. Det enkelte liv kan nemt synes uretfærdigt, men over en række liv bliver det hele retfærdigt igen. F. eks. fødes den ene ind i et liv som arg nazist, får udryddet nogle jøder, og bliver så født med diverse fødselsdefekter i næste liv. F. eks. fødes den anden ind i et liv som en jøde der bliver gasset, blot for i næste liv at blive født af kærlige og omsorgsfulde forældre der ruster vedkommende til et godt, kærligt og herligt liv. Det går op og ned, på tværs af livene, men over tid får vi alle en fuldstændigt perfekt retfærdig skæbne. Derfor er der ingen grund til at gå rundt og være helt nede over, at tingene ser ud til at gå én imod. Det ophører altid på et tidspunkt – om ikke andet så når Gud synes at det hele er blevet for uretfærdigt for én. En anden ting er, at døden ikke er andet end at kroppen skifter klæder. Der er altså ingen grund til at frygte døden og ingen grund til at være hysterisk omkring den. Dør et lille afrikansk barn af sult som 2 måneder gammel, så er det værd at tænke på, at barnet så spares for 70 år med at leve i armod og evig mangel på selv de allermest basale nødvendigheder. Dør en 70-årig pensioneret kvinde som følge af at hun rammes af en spritbilist, så er det værd at tænke på, at hun snart ville være død alligevel – og at jo hurtigere hun dør, jo hurtigere kan hun komme i gang med en ny, lykkelig barndom (husk altid på at børn er nærmest uendeligt lykkelige, hvor vi voksne normalt blot kan være mere eller mindre tilfredse). Dør naboens 2-årige pige i et ”meningsløst” trafikuheld, hvor hun blev kørt over af en lastbil der bakkede ind i hende, så tænk på, at hun måske ville være vokset op og have fået diagnosen paranoid-skizofren (som nok er noget af det allermest ubehagelige man kan opleve på denne klode), og at vi dødelige simpelthen ikke ved om Gud mon ikke bare gjorde hende en tjeneste ved at lade hende dø ung. For at forstå Gud, og Satans rolle i kosmos, så må man ufravigeligt forstå, at døden er som alt andet: den tjener et uendeligt kærligt og uendeligt herligt formål. Døden er ikke en straf. Døden er ikke noget der er værd at frygte (men evt. smerter forbundet med at dø, er bestemt værd at frygte!). Døden er ikke en afslutning på andet end den illusion som det nuværende liv var. Døden er i bedste fald en udfrielse fra et sølle dødeligt liv og i værste fald en irriterende afbrydelse af noget der var særdeles behageligt – altså set fra døende sjæls perspektiv.
I hvert tilfælde gælder følgende ting:
- Gud er evig og usårlig.
- Gud skaber sjælene så de genspejler Guds egenskaber. F. eks. har en sjæl uendelig hukommelse, blot sørger Satan for, at vi kun kan se ganske lidt af vores hukommelse. F. eks. har en sjæl evigt liv, efter at den er blevet skabt, blot sørger Satan for at den enkelte sjæl tror, at den kun har et liv.
- Gud er, i kraft af sin perfektion, den absolutte garant for at ingen sjæl nogensinde forgår. Det sker ganske enkelt aldrig, aldrig, aldrig nogensinde at en sjæl forgår. Selv hvis den tilbringer et helt liv med at bede om at blive udslettet, så bliver den ikke udslettet. Fordi det øjeblik den er fri af sin krop, og igen ser Gud klart, så vil den vide, at den blot var havnet i et uheldigt liv – og at der findes en uendelighed af herlige, vidunderlige, lærerige liv forude. Så det med at ønske at blive til ingenting (buddhisternes nirvana) er blot en forblændelse, af Satan, indenfor det enkelte liv.
- Gud kan ikke tillade at nogen sjæl får et uretfærdigt liv over evigheden. Nu er evigheden rigtigt lang tid (eftersom det er et uendeligt tidsrum), så jeg forestiller mig, at Gud sørger for, at hver enkelt sjæls karma er afregnet indenfor det enkelte univers’ liv. Således at alle starter på en frisk når næste univers bliver skabt. Men jeg kan p.t. hverken bevise eller ordentligt argumentere for at det skulle forholde sig sådan – det er blot en løs, ufunderet tanke jeg har. Det kan faktisk være, at Gud ikke sikrer at den enkeltes karma bliver fuldstændiggjort indenfor det enkelte univers, hvormed man så kan slæbe god eller ond karma med over i det nye univers.
Eksempler
Her følger nogle eksempler på ting som Gud ved, men som vi dødelige oftest ikke ved:
- Det er muligt, for Gud, at måle smerte og dette i enheder af en eller anden størrelse. Dette kan Gud ligesom vi andre kan skønne ting – blot ”skønner” Gud hundrede procent præcist og rigtigt.
- Det er muligt, for Gud, at måle lykke og dette i enheder af en eller anden størrelse. Dette kan Gud ligesom vi andre kan skønne ting – blot ”skønner” Gud hundrede procent præcist og rigtigt.
- Det er muligt, for Gud, at høre brudstykkerne i moderne digital musik. Digital musik, i modsætning til analog musik, er opdelt i blokke af en hvis størrelse, som hver især indeholder et vist antal samples (øjebliksbilleder) pr. sekund. Gud kan præcist høre hvert enkelt sample og kan også meget tydeligt høre de pauser af nærmest variabel længde der er imellem hver enkelt sample og mellem hver enkelt blok. Det betyder i praksis, at vi generer Gud når vi hører digital musik. Ikke at jeg selv tager det særligt højtideligt, men sådan er det altså bare.
- Det er muligt, for Gud, at kontinuerligt se enhver sjæls evige historie (dette gør Gud faktisk hele tiden, uden at anstrenge sig eller skulle fokusere på den enkelte sjæl!), hvorfor det er trivielt nemt for Gud at udligne og opveje hhv. lykke og ulykke.
- Det er muligt, for Gud, at tilsikre at alle sjæle altid ender op med at have haft en uendeligt (perfekt) retfærdig skæbne igennem deres lange oplevelse af det enkelte skaberværk. Og da Gud er perfekt, så gør Gud rent faktisk dette. Hvilket igen betyder, at det er spild af tid at gå rundt og lade sig besnære af Satans lokkende toner, indeni éns psyke, om at man er blevet uretfærdigt behandlet.
- Gud ved hele tiden hvad vi hver især føler og tænker – både bevidst og ubevidst – hvorfor Gud 100 procent kender alle vores motiver og hensigter og overvejelser og reaktioner i alle situationer vi kommer igennem. Det betyder i praksis, at man ikke kan lyve for Gud – selv ikke hvis man er god til at lyve overfor sig selv (noget som forbavsende mange mennesker er temmelig dygtige til). Fordi Gud er alvidende og ved derfor 100 procent præcist og kontinuerligt alt hvad der foregår i vores psyke. Gud kender også alle kilder og årsager til alt hvad der foregår i vores psyke, hvorfor det er trivielt nemt for Gud at placere skylden for de forskellige fænomener på rette sted. Lad os f. eks. antage at en fader er sindssyg og derfor prøver at lære sit barn, at hustruvold er acceptabelt. I så tilfælde vil Gud vide præcist hvor stor del af skylden for barnets senere vold overfor sin mage der tilkommer faderen og hvor stor en del der tilkommer barnet. Der findes forskellige retninger indenfor den religiøse disciplin vi kan kalde ”skyldsfordeling”; nogle mener at det er faderen der rent står for al skylden, eftersom han er ophavet til barnets lærdom, hvor andre mener, at det rent er barnet der står for al skylden, eftersom barnet er den der ultimativt vælger hvorvidt barnet vil følge faderen eller ej, og ind imellem disse to yderpunkter findes der et hav af alternativer. Selv tror jeg, at kun Gud ved hvad det rette svar er. Og at vi mennesker blot må nøjes med at tilgive og oplære hinanden, og så overlade al straf til Satan. Fordi Satan er Guds kamphund som af egen drift farer hen og bider i synderne, ved at læsse ulykker udover dem, indtil de fatter at de ikke må synde.
- Gud er den der kontinuerligt (fortsat, vedvarende) skaber kosmos. Gud har ikke skabt kosmos engang for 17 milliarder år siden og er derefter gået på ferie. Gud skaber kontinuerligt, hele tiden, kosmos som det er. Altså alt det som er ikke-det-tomme-rum (som er Gud selv). Det betyder i praksis at Gud har 100 procent fuldstændig kontrol med alt og alle i kosmos. Ikke en celle deler sig uden at Gud er den der gennemfører delingen. Ikke et barn undfanges uden at Gud er den der gennemfører undfangelsen. Ikke en elektron skifter atom uden at Gud er den der gennemfører skiftet. Som Muhammad (fred være med ham) sagde: ”Ikke et blad falder til jorden uden at Gud er med i det.” Der kan man, med vores opdaterede og mere ajour viden, sige: ”Ikke et atom er, uden at Gud er det.” Gud er Alt => Gud har 100 procent kontrol over alt hvad der udspiller sig i kosmos. At vi så ikke er tilfredse med alt hvad der udspiller sig i kosmos, er ikke Guds fejl. Det er primært vores egen fejl ved det, at vi har ladet Satan overbevise os om, at Alt ikke er rent godt. Og det er nok den største fadæse ved den judeo-kristne linje – at vi alle sammen har lært at dømme imellem godt og ondt, i stedet for at bare, fuldstændigt uskyldigt, tage livet som det kommer, ganske som dyrene og planterne gør det. Vores skyld består altså mestendels i, at vi tildeler forkerte etiketter af ”godt” og ”ondt” til alting i kosmos. Dermed påberåber vi os at have en viden der er identisk med Guds, hvilket aldrig nogensinde kan blive tilfældet. Og dermed lyver vi – overfor Alt og alle. Dermed synder vi. Dermed opsparer vi negativ karma. Dermed sikrer vi os selv uundgåelig lidelse i fremtiden.
- En spændende ting er, at Gud ikke kan begå selvmord! Dermed kan man argumentere, at Gud ikke er perfekt almægtig, men Gud har al magt over sig selv, lige undtaget at Gud ikke kan tilintetgøre sig selv. Hvilket igen forklarer hvorfor Gud er så villig til at skabe farverige, alsidige, vidunderlige universer: fordi Gud har al tid foran sig, i al evighed uden undtagelse, og derfor lige så vel kan bruge sin tid på at lade os andre få lov til at opleve mulighederne og alsidigheden i Guds almægtighed. Gud kan jo skabe alt hvad Gud har lyst til at skabe: f. eks. et uendeligt stort tomt rum der fyldt med gule plastikænder der snurrer omkring sig selv. (Forestil dig det indeni dit hoved: et uendeligt stort rum fyldt op med gule plastikænder med måske en meters mellemrum.) At Gud ikke kan tilintetgøre sig selv fremgår klart af det faktum, at 1) Gud er evig, 2) Gud er identisk med det uendeligt store tomme rum hvori universet befinder sig. Gud er evig. Ufravigeligt og i al evighed, uanset hvordan udtrykket ”al evighed” udlægges (nogle mener f. eks. at al evighed kun er den tid der er tilbage af universet, andre mener at det er 6.000 år, nogle mener at det er et uendeligt tidsrum fremad i tiden (herunder mig selv), etc.).
Efterskrift
Denne artikel er, som de fleste artikler fra min hånd, langt fra færdig. Om jeg nogensinde vender tilbage til den og færdiggør den, er ganske uvist. Fordi jeg har en forfærdeligt dårlig hukommelse og kan derfor næsten aldrig huske hvad jeg førhen var i færd med. Spørger du mig den ene dag, hvad jeg lavede den anden dag, så kan jeg oftest kun svare i vage, overordnede linjer og ikke huske det meste af dagen der gik.
Det anføres at jeg er skizofren hvorfor artiklen formentligt fremstår som totalt rodet og uden hoved og hale i hvad den fremfører. Der er dog en masse logik og en masse gode pointer i artiklen: du må selv finde dem!
Fodnoter