Indledning
Paradiset handler også om at lære for hvert trin man træder igennem livet.
Det er hvad denne artikel skal handle om: hvordan man lærer sig selv at lære for hvert trin. Fordi jeg har observeret en sørgelig, men utroligt udbredt, tendens til, at folk lærer sig nogle få ting og så låser sig fast på disse ting: at folk mister deres modtagelighed med alderen og bygger indre forter af faste overbevisninger, som man så ikke kan rokke ved, selv ikke med de kløgtigste og klogeste argumenter. F. eks. har jeg igen og igen oplevet hvor totalt umuligt det er, at omvende en ateist til at være en troende. Og det både skuffer og sårer mig dybt. Fordi jeg kender mange gode mennesker som er ateister – mennesker som jeg gerne så blev troende. Og jeg har forklaret i øst og i vest, oppe og nede, inde og ude, og alligevel har jeg ikke en eneste gang haft oplevelsen af, at en læser har sendt mig en mail med ”
Tak, Mikael, nu er jeg troende!” Jeg synes selv at jeg har forklaret det hele ganske grundigt; hvordan Satan indvirker telepatisk i os alle sammen og derigennem former og fastfryser vores indre universer, med mindre altså, at man altid insisterer på at være åben og modtagelig overfor det bedre man finder på sin vej.
Baggrund
Satan er Modstanderen. Den store, dystre, infame modstander. Ikke fjende, men modstander. Satan har til opgave at gøre livet vanskeligt og uretfærdigt. Eller, rettere, at få livet til at se sådan ud (i virkeligheden er livet ikke vanskeligt når blot man får kost og logi og ens kære er ved godt mod). Det gør Satan ved hjælp af telepatiske impulser: altså ved at direkte indsætte falske, forledende, forlokkende følelser, håb, drømme, tanker, idéer, visioner og så videre ind i os alle sammen – også ofte i mig selv. Derfor bliver man nødt til at have et åbent, redeligt og modtageligt forhold til sin egen fejlbarlighed: man er ikke perfekt, når man er en dødelig! Og i denne modtagelighed ligger også, at man må være beredt på og modig nok (”frimodig”, som Jesus sagde) til at ændre på sig selv når man støder på ting som er bedre beskrivende, mere fuldstændige og mere anvendelige end hvad man allerede kender til. Den vigtigste dyd her i livet er modtagelighed. Det øjeblik man mister den (hvilket normalt sker gradvist over nogle årtier), så har man faktisk mistet det meste af formålet med at være i live: evnen til at lære. Hele formålet med at vi sjæle fødes igen og igen og igen i alskens forskellige former, beklædninger, familier, omstændigheder og skæbner er, at vores sjæle skal udvikle sig alsidigt, varieret, subjektivt og unikt – så vi en dag er så herlige, at vi kan blive (og måske bliver) genfødt som herlige engle i Himmeriget. Det er det ultimative formål med at vi er udødelige: at vi skal udvikle os til at blive herlige engle som dem i Himmeriget. De fleste har en syg, afstumpet, semitisk holdning om, at man kommer i Himmeriget som følge af at læse en bestemt bog eller vaske hår i vand der er udråbt til helligt. Men sådan er det slet ikke. I virkeligheden bliver man en engel igennem sine erfaringer, valg og handlinger. Der gælder nemlig følgende universelle regel som ganske givet er nedlagt af Gud og som varer ved dette univers ud:
- Den der lærer mere bliver automatisk bedre.
- Den der bliver bedre bliver automatisk til en engel.
Regelen kan også udtrykkes på en anden måde:
- Erfaring giver øget godhed (fordi normale altid vil tilstræbe at undgå at begå det onde de kender).
- Øget godhed medfører, over millioner af år, at man bliver til en engel.
Det er rigtigt nok, at man i et liv eller to kan vælge at beskæftige sig med skidt og affald (bibelen, Satanbibelen, etc.), men før eller siden vil man altid begynde at føle en indre, inderlig lede overfor det affald som man hidtil har taget for gode varer. Den der i det ene liv er en bibelgnasker er i det næste liv en modstander af bibelen: ganske enkelt fordi bibelen ikke kan tåle sandhedens og godhedens lys over sig. Men jeg driver (jeg er træt), så lad mig prøve at fange tråden igen: (God) Lærdom er formålet med livet. Derfor gælder det om:
- At altid lære mere =>
- At altid være villig til at lære mere =>
- At altid være modtagelig til at lære mere.
Så det bedste man kan gøre som menneske/væsen er, at altid være åben, redelig og modtagelig. Også selvom det kan blive udnyttet af dummernikker der er travlt optaget af at kaste sig selv i Helvedet i næste liv. Men den slags behøver man ikke at bekymre sig over: Gud giver altid enhver sit (over et eller flere liv).
Åbenhed
Hvordan er man åben? Ja, det er nok det vanskeligste spørgsmål jeg endnu er stødt på i mit liv. Men lad mig prøve at forklare det (for mig er det så naturligt som at gå på WC og sove): man forbliver åben ved at altid huske og fastholde, at man ikke har ret. Altid, altid, altid. Aldrig, aldrig, aldrig en undtagelse. Altid, altid, altid. Altid skal man huske og fastholde at man som dødelig ikke har ret. Nogle vil måske være forvirrede nok, filosofisk, til at tro, at der blot er tale om, at jeg har et dårligt selvværd. Men det har jeg ikke. Jeg har et fint selvværd; jeg er vist den eneste person på denne planet som har evnen til at skue ind i Paradiset (p.t., flere kommer måske til med tiden) og som også kan beskrive mine visioner i forholdsvist letlæste ord. Så jeg har ingen grund til at have et dårligt selvværd. Jeg er bare, på et eller andet plan, ydmyg i min absolutte tro på, at kun Gud er perfekt. Noget som jeg har bevist pseudo-matematisk og pseudo-logisk en del gange efterhånden, hvorfor jeg ikke vil gentage mine beviser her. Og det er den uforstilte ydmyghed som enhver bør have med sig igennem livet. At aldrig nogensinde tro på sig selv som den store autoritet, uanset hvad emnet er. Måske man har brugt 25 år på at programmere computere, men det er ikke det samme som at en 17-årig knøs der startede med at programmere i sidste uge ikke kan lære én et eller andet. Fordi det kan han! Gud har så viseligt og herligt sammensat skaberværket således at vi alle sammen har unik, værdifuld viden om alle de ting vi ved noget om (ikke er eksperter på: blot ved noget om). Lad os tage en 35-årig kvinde der har malet for første gang. Det er ikke usandsynligt at hun har opdaget noget som millioner af malere har opdaget før hende: at man skal male på en bestemt måde, for at få et godt resultat. Men det er heller ikke usandsynligt, at hun har opdaget noget som kun et fåtal af malere har opdaget før – at hvis man tilsætter dette eller hint til malingen, så holder den meget længere eller bliver langt finere at se på. Hvad jeg prøver at sige er, at vi alle sammen, uden undtagelser, gør unikke, herlige, vigtige opdagelser igennem vores liv. Desværre er grundskolen ikke sådan indrettet, at vi lærer at udtrykke vores opfindelser og opdagelser på skrift. Desværre får kapitalismen rigtigt mange til at gå rundt og gemme på gode eller halvdårlige (som kan videreudvikles til at være gode) idéer fordi folk håber på at en dag få overskud til at realisere deres projekt og dermed blive millionærer. Jeg har selv prøvet dette et utal af gange – og efterhånden har jeg vænnet mig til at bare lægge mine idéer ud på min hjemmeside (artiklerne er p.t. nede, men jeg har flere gange lagt gode idéer ud på denne side). Men tilbage til det med at være åben: at være åben kræver mod. De fleste tror, at det er stærkt, sejt og modigt at være lukket, fast, og lettere dominerende i sine meninger. Men det virkeligt modige er, at stå nøgen foran Gud (som jeg kalder det) og altid være rede til at acceptere og støtte det faktum at man har taget fejl og derfor har brug for at finde en bedre værdi, en bedre metode eller en bedre fremgangsmåde. Uden at forherlige mig selv for meget (jeg har begået et utal af synder) så vil jeg sige, at en af de ting jeg har fattet og forstået er, at man i et og alt altid skal være klar til at erkende, acceptere og støtte, at man ikke kender det optimale optimalt. Fordi det gør kun Gud. Og Gud afslører kun gradvist det optimale, så vi altid har noget fornuftigt at tage os til. Alt hvad vi dødelige, især mennesker, kan gøre er, at prøve os frem, fejle, lære af det, prøve igen, fejle, lære af det, og så videre. Det er sådan virkelige ingeniørprojekter foregår ude i det virkelige liv. Det er sådan næsten al menneskelig aktivitet foregår. På engelsk kalder man det ”
trial and error”: man prøver og man fejler. Af fejlen lærer man. Så prøver man igen. Og fejler igen. Og så videre.
Og det gør vi alle sammen hele vores liv igennem: uanset hvilket livsform vi er, fordi sådan er vilkårene for os dødelige her i skaberværket! Selv engle fejler, som jeg har beskrevet andetsteds, men blot meget sjældnere og i langt mindre grad end vi forholdsvist uudviklede mennesker her på Jord.
Så åbenhed er blot et spørgsmål om ydmyghed: ægte ydmyghed. Og enhver form for lukkethed er i virkeligheden arrogance, selvforherligelse og gudsfornægtelse. Fordi Gud er også uendeligt åben: Gud er det uendeligt store tomme rum som er
fuldstændigt modtageligt for alt hvad der udspiller sig deri. Faktisk kan man sige, at udtrykket ”
hudløst ærlig” kommer sig af, at Gud ingen hud har: man er så ærlig som Gud.
Redelighed
Redelighed er en del af hele det der med at være åben. At være redelig betyder, ifølge min interne ordbog, at man er ærlig, hjælpsom og nøgtern omkring sine egne fejl og mangler. At man klart og tydeligt fortæller enhver der har brug for at vide det om de relevante fejl og mangler man har. Beder folk mig om at minde dem om et eller andet, så svarer jeg typisk: ”
Det vil jeg gerne, men jeg kan ikke – min hukommelse er gået sig en tur efter at jeg fik skizofreni”. Beder folk mig om at vise dem mine muskler, så svarer jeg typisk: ”
Jeg har stort set ingen muskler, fordi jeg er så fed og slap og doven og ude af kondi som jeg er.” Og så videre. Eksemplerne blot givet for at illustrere hvad jeg anser for redelighed. Redelighed er funderet på ærlighed og ærlighed er også en af de helt store dyder: fordi det er igennem hver enkeltes uærlighed, at Satan bygger Helvedet omkring os.
Modtagelighed
Modtagelighed er den største dyd af alle. Det siger jeg, som har helliget mig mit liv at være så modtagelig som mulig (uden dog at være noget nær bare tilnærmelsesvist perfekt til det). Og hvorfor siger jeg det? For at forherlige mig selv? Næ. Fordi modtagelighed er grundlaget for forståelse: kun igennem at modtage kan man forstå. Tag f. eks. den 7-årige dreng der står med hænderne i kageskålen, netop som man kommer ind i køkkenet. Han har en unik og herlig oplevelse af livet som altså medførte den uoptimale ting, at han på et givent tidspunkt befandt sig et sted hvor han faktisk ikke havde noget at gøre. Man kunne så vælge at tæve ham, give ham stuearrest eller skælde ham huden fuld. Men langt bedre er, at være åben, redelig og modtagelig: hvad gjorde man selv da man var 7 år gammel? Hvordan er det, at være ham? Hvilke faktorer har ført ham derhen hvor han var? Hvad kan man gøre, ved hjælp af sin forståelse af alting (herunder Gud og Satan), til at hjælpe ham til at undgå at komme i samme penible situation igen en anden gang? Man kan lære ham om Gud og Satan, og deres telepatiske indvirkning på os alle sammen, forklare ham, at han blev narret af Satan til at sætte sine egne drifter over fællesskabet interesser (at der er småkager til alle), og så hjælpe ham til at ikke gentage sin synd ved at bede ham om at sige det til én, eller en anden voksen, hver gang han får lyst til en småkage – og så give ham en småkage når han har lyst til det (fordi børn elsker nu og engang slik – og de vokser normalt ud af deres
naturlige trang til sukker når de bliver ældre, hvorfor man lige så godt kan give dem det slik og de søde sager som de ønsker
1). Men modtagelighed er mere end blot lige at have empati. Modtagelighed er også modet til at turde forstå og fatte nye ting. Tag f. eks. en typisk ateist: han eller hun er så uimodtagelig, at han eller hun slet ikke
tør lære om Gud. Fordi han eller hun er
bange for at miste sin indoktrinerede tro på at Gud ikke findes. For ateisten ser Gud ud som et uendeligt stort mysterium – ganske som at svømme ud fra Gozos kyst og opdage, at man befinder sig i vand der er flere "kilometer" dybt (det prøvede jeg engang sammen med min far: vi kom meget hurtigt ind til kysten igen). Ateisten er bange for at åbne op og modtage lærdom om Gud. Fordi han eller hun lever i et kunstigt mentalt krystalslot bygget af Satan med henblik på at holde ham eller hende fra Gud. I det krystalslot fremstår ateisten som oplyst, klog, dygtig og især
intelligent (det er utroligt som ateister ynder at kalde sig selv for intelligente). Og med det at lære om Gud er der en reel risiko for, at ateisten begynder at indse, at han eller hun ikke er perfekt, ikke er bare en tredjedel så intelligent
2 som han eller hun altid har troet og så videre. Modtagelighed er egentligt
villighed til at modtage (lærdom, oplysning, kærlighed, forståelse, empati, etc.). Villighed til at modtage. Villighed til at ændre overbevisning. En villighed som kommer sig af at man
forstår, at man ikke selv ved alt. Og det er netop der humlen ligger begravet hos de fleste standhaftige, hårdnakkede, dominerende dummernikkere: de tror at de selv er perfekte, eller i hvert tilfælde så tæt på perfekte, at intet andet menneske kan klare sig i en absolut, objektiv sammenligning. Og i hvert eneste tilfælde er der tale om en stakkels sjæl som af Satan er blevet forledt til at tro sig selv herlig og overmenneskelig. Alt imens den pågældende sjæl ikke tænker på, at dens krop også har tyndskid i ny og næ. Dermed mener jeg: ingen er perfekt. Men jo mere man får overbevist sig selv om, at man er delvist eller helt perfekt, hvad enten dette sker på det sublime ubevidste plan eller på det ”intelligente” bevidste plan, jo mere har man valgt at tilbede Satan – og jo mere forblændet og ude af trit med virkeligheden er man. Faktum er, at der findes treårige piger og drenge der er så bedårende uskyldige og kærlige, at selv Jesus fremstår som en afstumpet egoistisk stodder i sammenligning
3. Og det bør man altid have med sig: erindringen om, at man selv (jo ældre man er), allerede har lagt det perfekte, næsten fuldkomment uskyldige livsstadie bag sig og nu bare er en mere eller mindre forhærdet synder. Men jeg driver og vrøvler. Noget jeg stadigvæk håber på at en eller anden læser en dag vil forbarme sig over mig og hjælpe mig med at ikke gøre længere. Modtagelighed… At være modtagelig betyder, at man altid først og fremmest
åbner op og lærer og forstår den lærdom som andre tilbyder én. I 99,5 procent af tilfældene er der tale om god, brugbar lærdom, hvad enten de andre tilbyder én lærdom i astrologi, Gud, Satan, engle, djævle, Himmeriget, Helvedet, Paradiset, telepati, magi(ck), healing og så videre. Tro mig, jeg har været igennem hele møllen: først modtagelig troende, så uimodtagelig ateist, så endeligt igen modtagelig troende. Og det var da jeg var uimodtagelig, at jeg var galt afmarcheret. Det var da, at jeg
nægtede at lære. Fordi jeg mente mig, i videnskabens idiotiske og afsporede ånd, overlegen og nærmest perfekt i min viden. Først da jeg igen blev troende gik det op for mig, at
alle levende væsener kan lære hinanden noget. Tag en frø på marken: han eller hun kan lære os, at livet er skabt til at blive nydt. Ikke noget med at knokle og pukle fra 8 til 16. Nej, livet er så snildt indrettet, at man bare kan sidde og nyde det og så engang imellem finde sig noget mad. Altså, hvis man følger Guds tilsigtede formål med éns livsform. Tag en myg i skoven: han eller hun kan lære os, at livet kan være noget med at turde kaste sig i lag med Goliat – og risikere sit liv i processen (ganske som jeg teoretisk set risikerer mit liv ved at kritisere de semitiske værker). Tag en pige på fire år: hun kan lære os, at livet drejer sig om at være elsket og blive beskyttet af det omgivende samfund (uanset alder). Tag en dreng på 7 år: han kan lære os, at livet drejer sig om at udforske omgivelserne og deraf få øget forståelse. Og sådan er det med os alle sammen, lige fra WC passer til forkromet direktør. Lige fra encellet bakterie (der lærer os noget om hvor uendeligt herlig og altruistisk en form for liv kan være) til løve der har ædt naboen (der lærer os noget om at livet er fyldt med farer som Satan har skabt, som vi altså også bare må vænne os til at holde øje med og passe på).
Kunsten at lære
Meget mere er der ikke tilbage: når man har udviklet sig til at være en åben, redelig og modtagelig størrelse, så er det såmænd bare, at kaste sig ud i studiet af alskens spændende og herlige emner som naturligt optager én.
Efterskrift
Tja, rodet blev artiklen da. Men jeg synes nu alligevel at den siger en del gode ting. En ting som jeg dog har glemt er, at udlægge ordet
frimodig: frimodig => fri-modig => modig (til at være) fri. Og det er hvad de tre kardinaldyder, åbenhed, redelighed og modtagelighed, dækker over: at være frimodig, altså at være modig nok til at være fri til at være absolut god – hvilket også indbefatter, at man er modig nok til at lære nye ting, også selvom de går imod éns opdragelse og skoling (indoktrinering).
Nogle vil måske blive forargede over, at jeg kalder opdragelse og skoling for indoktrinering. Men tænk det lige igennem en gang til: Hvor mange alternativer blev du præsentere i din opdragelse og skoling? Ingen. Tja, jeg tænkte det nok. Enhver form for oplæring uden alternativer er og forbliver indoktrinering, uanset hvor længe menneskeheden har brugt denne dominante og indsnævrende undervisningsmetode. Hvad jeg søger efter, er, at man underviser i præcist lige mange timer i ateisme og gudstro, så alle ungerne har en reel chance for at
vælge hvad de vil tro. Men det tør videnskaben og de allerede indoktrinerede politikere slet ikke gå med til: man kunne jo risikere, at folk troede noget andet end én selv!
Fodnoter