Indledning
Mangen en religiøs
tror, at man nærmer sig Gud ved at bede igen og igen, jo mere des bedre. Samtidigt går en stor del af de religiøse rundt og er lettere forvirrede, hvad enten på et bevidst plan eller på et ubevidst plan, over at Gud ikke ser ud til at svare dem.
Derfor vil jeg give mit besyv med til hvordan man kan nærme sig Gud. Jeg er ikke typen der beder ofte og alligevel har jeg en oplevelse af at Gud har åbenbaret mig alskens herlige ting og sager, som mest af alt giver sig udtryk i det meget holistiske og universelle verdenssyn jeg har, hvorfor jeg ikke mener, at bøn nødvendigvis er en god vej til Gud. Javist, der er intet galt i at bede, men der er skam noget galt i at tigge og plage - og det sidste er lige præcist hvad hovedparten af de hyppigt bedende gør: tigger og plager Gud om at tage ansvaret for deres liv fra dem og styre dem igennem hvert eneste mikroskopiske skridt, i stedet for at mande sig lidt op og selv tage ansvaret for sit eget liv. Jeg selv beder kun når det kommer
naturligt til mig: når jeg støder på et uoverskueligt og uløseligt problem som kun Gud kan gøre noget rigtigt ved. Jeg beder formentligt kun en gang om måneden eller en gang i kvartalet - oftere beder jeg faktisk ikke. Og jeg føler ikke at det er nødvendigt at bede oftere fordi Gud jo altid er med os alle sammen. Mit formål med at bede er således at "officielt" (overfor Gud og Satan m.v.)
anmode Gud om at gøre noget ved et eller andet. F. eks. kan man finde mig bede Gud om at hjælpe alverdens frøer til et værdigt, herligt og kærligt liv i al evighed - thi det ser menneskeheden ikke ud til at ville tillade dem at have (jeg tænker her på alle de stakkels sagesløse frøer der årligt ofres ved at blive dissekeret levende hvert år).
Vejen
I visse religiøse kredse har man et begreb der hedder
Vejen. Vejen forestilles at være den optimale, ideelle og mest herlige levevis overhovedet. Pga. menneskets ringe intelligens, så tror snart sagt enhver religiøs gruppering, at lige netop deres levevis er Vejen - og at alle andre er fuldstændigt forkert på den med hensyn til alle ting. Dette selvom den pågældende religiøse gruppering går ind for direkte sataniske ting såsom straffe, selvgodhed, selvglæde, selvovervurdering og disciplin.
Jeg opererer også med Vejen. Blot er der den forskel mellem min definition af Vejen og andres ditto, at min definition er så absolut og universel som overhovedet muligt, hvor de fleste andres er så subjektiv og lokal som overhovedet muligt. Jeg ved jo at Gud er Alt, hvorfor jeg også forstår, at Gud kontinuerligt ved alt, hvoraf følger, at Gud tænker absolut og fuldkomment universelt frem for subjektivt og lokalt. Så hvis man virkeligt vil søge at forstå Gud, og derigennem nærme sig Gud, så må man arbejde længe og inderligt og dybt indeni sig selv med det faktum, at Gud kontinuerligt skuer alt i kosmos: så hvor vi andre sammenligner os selv med naboen, der sammenligner Gud os med
samtlige nulevende som afdøde og fremtidige væsener i kosmos (Gud er alvidende, hvorfor Gud også kender fremtiden 100 procent præcist: formentligt skuer Gud fremtiden som et enormt, gigantisk gitterværk af mulige fremtider hvoraf en del er så godt som sikre fremtider). Hvor vi andre måske er stolte over at få 13 i et eller andet fag, der kigger Gud på hvordan vi er all-round som væsener, sammenlignet med
alle andre væsener igennem hele evigheden, hvorfor Gud som oftest nok ikke er særligt imponeret over at vi har fået påklistret et lille tal der øjensynligt tilkendegiver at vi er supermennesker på en eller anden facon.
Nå, tilbage til Vejen til Gud - for det er præcist hvad Vejen er. Vejen er en "algoritme" (procedure, fremgangsmåde) for hvordan man når tættere og tættere på Gud. Og der kan jeg blot give mine egne erfaringer som ledetråd, kombineret med en masse universalisme, og du kan så prøve at følge Vejen i nogle årtier og se om det ikke bringer dig væsentligt tættere på Gud:
Vejen går ud på følgende:
Optræn altid så absolut gode (altkærlige, ærlige, frie, blide, utvungne, frimodige, etc.) dyder i dig selv som overhovedet muligt.
Aflæg dig altid dine uvaner (laster) så hurtigt som muligt.
Kort sagt går Vejen ud på at prøve at omdanne dig selv til et nulevende billede af Gud. I sagens natur kan ingen dødelig nogensinde blive som Gud, men man kan sagtens nå et langt stykke hen af vejen og blive så-meget-lig-Gud-som-en-dødelig-nu-kan-blive lig Gud.
Ærlighed
Det største redskab i at blive lig Gud er ærlighed i alle sager til alle tider. Det er måske svært at tro på, men tænk så på følgende:
- Ærlighed kan omskrives til erlighed (sådan har man formentligt stavet det i tidernes morgen).
- Erlighed kan omskrives til er-lig-hed.
- Er-lig-hed kan omskrives til er lig hed.
- Er lig hed kan omskrives til lig er hed.
- Lig er hed kan omskrives til lig erhed.
Og hvad er
er så?
Er og Gud er synonymer; da Gud
er alt der er, så er selve ordet
er lig med Gud selv: Gud er det der er. Hvad får vi dog ud af ovenstående? Jo, ser du: det fortæller os, at
ærlighed er lig "gudlighed". Så Guds største og mest fremtrædende egenskab er, at Gud er fuldstændigt, fuldkomment ærlig i alle sager til alle tider. At være ærlig er altså at være erlig som igen er at være gudlig - som jo i sagens natur er, at være lig Gud.
Hvordan kan jeg forklare dig dette, så du virkeligt forstår det? Jo, måske det hjælper at skrive følgende:
- Gud er alt hvad der er: Gud er.
- Alt hvad der er, er (Gud).
- Alt hvad vi sanser, føler, oplever, tænker og vælger er altså Gud.
- Guds natur er altså det at være thi ordet er er blot nutidsformen af udsagnsordet at være.
- Så når du oplever den fysiske, skabte verden, så oplever du i virkeligheden Gud. Og en væg lyver jo aldrig, vel? Langt hovedparten af kosmos er så ærligt, sandt og ufravigeligt tillidsværdigt, at det kun kan være af Gud.
At være hænger intimt sammen med det gamle, uendeligt vise ordsprog: lev og lad leve. Det kan man opdatere til en version 2010 udgave som følger:
Livet går altså meget ud på at lade andre leve deres liv. Og hvis bare politikerne kunne fatte det, så var vi et langt stykke nærmere idealsamfundet: det er
ikke politikernes opgave at
diktere,
definere og
anvise hvordan vi skal være. Det er blot politikernes opgave at få logistikken omkring det at bevare og udbygge samfundet og dets borgeres bevidsthed til at gå op. Væk med ti års obligatorisk skolegang og ind med frivillig skolegang som man kan tage i det tempo og hvornår det nu end passer én. Lad børnene være hvad de er - legesyge små opdagelsesrejsende i deres nyfundne virkelighed - og lad så børnene læse og studere når de er modne til at gøre det
helt af egen fri vilje. Nogle vil måske aldrig lære at læse, men hvad så? Man kan komme langt uden at kunne læse og der er masser af funktioner i et godt samfund som kan opfyldes af folk der ikke kan læse. Og bagtanken er, at skolen skal være åben for alle, hele folks liv igennem, så enhver kan vælge at tage supplere sig selv op når som helst vedkommende ønsker at gøre det.
Gud er altså uendeligt ærlig. Så hvis man virkeligt gerne vil nærme sig Gud, så er metoden simpelthen bare, at opøve sig selv i at være mere og mere ærlig, indtil man en dag er
hudløst ærlig. Bemærk udtrykket "hudløst ærlig": Gud har jo ingen hud, hvorfor kun Gud er hudløst ærlig. Og da Gud er vores alles allerstørste ideal, så bør vi alle altså være så hudløst ærlige som vi overhovedet kan være. Hvilket også er hvorfor jeg lægger mine negative artikler ud på denne hjemmeside: jeg er ikke interesseret i at skabe et glansbillede af mig selv, men i stedet klart gøre opmærksom på, at jeg
lider af depression og misantropi, hvorfor jeg til tider ikke fungerer optimalt når jeg skriver.
Kærlighed
Kærlighed er i virkeligheden blot en delmængde af det at være ærlig: er man lig Gud (altså ærlig), så elsker man ubestrideligt alt og alle; det er altid, på et indre, mentalt plan, en løgn, at man hader eller ikke elsker alt og alle. Vi er alle skabte i Guds billede, hvorfor vi dybest set alle elsker alt det gode vi selv står for - og dette benytter Satan til at prakke os den løgn på, at kun det gode som vi selv står for er godt nok.
Man kan også vende kikkerten rundt og sige, at ærlighed er en delmængde af kærlighed fordi hvis man elsker alt og alle, så er man også altid ærlig overfor alt og alle: at lyve er at mentalt voldtage den der lyves overfor. Langt de fleste mennesker har så god indre vejledning, at de bliver oplyst om, at de er blevet løjet for - ved at de får en følelse af mistro og/eller mistillid til løgneren.
Frihed
Frihedsgivning, det at give frihed, følger direkte af både ærlighed og kærlighed: hvis X virkeligt elsker Y, så vil X bistå og beskytte Y's frihed til at gøre alle gode ting, hvilket igen vil sige, at X vil bistå og beskytte Y's frihed til at gøre altkærlige ting.
Den der tager en andens frihed er dybest set en der ikke har erkendt, at vedkommende er ukærlig overfor den anden. Tag f. eks. en bondemand der spærrer en stakkels ko inde i en stald halvdelen af året. Landmanden ser koen som et "dyr" - et mindrevæsen, et ikke-væsen, et biokemisk redskab der kan manipuleres, anvendes og så slagtes når "dets" værdi falder. Reelt er der ingen forskel på hvordan landmænd ser husdyr og på hvordan fortidens slaveejere så "deres" slaver.
At gå nøgen foran Gud
En kunst der er uhyggeligt farlig og svær her i Helvedet, som Jord jo er en del af, er, at
gå nøgen foran Gud. Det er min tro, at straks efter sin død, så opnår éns sjæl så fuldkommen og herlig kontakt, at man bevidst
står nøgen foran Gud (noget man egentligt gør altid, da Gud jo ved alt), men så længe man lever, så er man mestendels forblændet af Satan-i-éns' løgne, hvorfor man ikke rigtigt forstår, at Gud kontinuerligt, selv i de mest intime øjeblikke, er fuldstændigt bevidst om alt hvad man foretager sig og vælger og ikke-vælger og ikke foretager sig.
Hvad betyder "at gå nøgen foran Gud" dog? At gå nøgen foran Gud betyder ganske enkelt, at man så godt som hele tiden er
bevidst om, at Gud hele tiden er 100 procent bevidst om
alt hvad man føler, tænker, vælger, gør og ikke gør - alt hvad man er en del af og alt hvad man påvirker og alt hvad man er. Når man først får den forståelse og den mentale tilstand der følger af den forståelse, så bestræber man sig i et og alt i at være som Gud: uskyldsren, dydig, kærlig, ærlig, frihedsgivende, forstående (det er bedre at forstå, end det er at bare mekanisk tolerere: i selve ordet
tolerere ligger der en snert af foragt for det der tolereres) og så videre.
Jeg selv prøver at gå så nøgen foran Gud som jeg kan, her i denne elendige verden, men faktum er, at vi alle har så mange laster og synder, at det er
svært at bare stå ærligt frem og sige: "jeg
er!".
Hvad der følger
Min oplevelse af at nærme mig Gud har været, at jeg gradvist har forstået flere og flere ting. I et årti levede jeg som liberal ateist og fattede da så godt som ingenting (andet end hvordan man fik skaffet sig nogle af de der åh-så-interessante penge), hvorefter jeg blev psykisk syg, nedsmeltede, og gradvist kom mig igen. I løbet af de år hvor jeg gradvist kom mig igen, der havde jeg
rigeligt tid til at reflektere og meditere over min fortid, min nutid og min fremtid - og også over Gud, Guds natur og altings beskaffenhed.
Så hvis du gerne vil nærme dig Gud, så opøv en hudløs ærlighed som samtidigt er hudløst kærlig overfor alt og alle: sig det til folk de har brug for at høre, ikke det de gerne vil høre. Også selvom de måske bliver lidt stødte og så videre, men er de rigtige mennesker, så kan de tage enhver form for god, brugbare kritik til sig, fordi de sætter det at lære og ære andres viden over deres ækle stolthed.
Efterskrift
Som sædvanligt er spørgsmål og kommentarer meget velkomne på
mikael@lyngvig.org.