Indledning
Som forhenværende ateist har jeg den blandede fornøjelse det er, at kunne huske hvordan det var, at være ateist. Da jeg kender en del ateister - som jeg gerne så åbne deres øjne for Guds herlighed - så har jeg valgt at skrive denne artikel. Jeg vil virkeligt ihærdigt prøve at skrive den på en sådan måde, at jeg ikke træder nogle over tæerne - også selvom det længe har været en del af min "stil", at på alle tænkelige måder at brokke og klage mig over menneskets enfoldighed.
Baggrund
Mange moderne mennesker er ateister. Og mange af disse ateister er fuldt ud så kærlige og ærlige som os troende (det store flertal af ateister er dog normalt stivsindede og selvovervurderende, men der findes faktisk mange ateister som både er ydmyge og kærlige). Men de mangler stadigvæk noget for at være fuldt ud så heldige som os andre: de mangler den indre fred og harmoni der gradvist kommer til én som følge af at man bliver troende. De mangler glæden ved at kende Gud.
De fleste ateister tror, at vi troende er nogle svage nogen som tror på Gud blot for at få sjælefred. Til dem kan jeg oplyse, at det virker den anden vej rundt:
- Først kommer man til troen (hvad enten som lille barn eller som afsporet voksen), typisk forårsaget at overnaturlige ting man oplever.
- Så går en gigantisk reformation af éns indre univers i gang.
- Så opnår man gradvist mere og mere sjælefred, så man bliver fyldt af en indre fryd over at være til.
Ateisme
Ateismen er grundlæggende et goldt, koldt syn på verden. Ateismen danner grundlaget for den materialisme som p.t. er ved at udrydde alt liv her på kloden. Som sådan er ateisme noget meget, meget farligt stads som man skal være meget varsom med at konvertere til. Ateister kan sagtens være økologisk ansvarlige og så videre, men de er det ikke pga. de forstår Gud - de er det mest af alt for egen sjælefreds og gode karmas skyld (mange tror på karma uden at tro på Gud, også selvom det
burde være evident, at det er Gud som holder rede på den enkeltes karma).
Ateister mener ofte at de er særskilt kloge siden de kan fornægte Gud ("klare sig uden Gud"). Det svarer til et stolt barn på fem år der løber hjemmefra fordi han eller hun mener sig bedre stillet uden sine forældre. Et par dage senere forenes forældre og barn igen, medens barnet nærmest græder over traumaet ved at have været uden sine forældre. Og på samme måde forenes den bortvendte sjæl med Gud efter nogle liv, hvorefter sjælen for en stund finder fred og lykke i at blot tro på Gud.
Ateister tror at Gud er en slags kollektiv psykose som vi "mindre bemidlede" klynger os til, fordi vi ikke magter at stå på egne ben. I virkeligheden er det lige omvendt: vi står på egne ben, vi troende, men vi gør det i klar overbevisning om, at vi er
skabte væsener. Fordi alt i kosmos er beviser på at Gud skaber kosmos.
Ateister tror ofte at videnskaben normalt ulejliger sig med at bevise sine påstande. Faktum er, at det gør videnskaben kun sjældent. F. eks. er Darwins tese endnu ikke bevist efter mere end 150 år. F. eks. er det endnu ikke bevist, at kosmos opstod ved et tilfælde. F. eks. er det endnu ikke bevis, at der ikke findes liv på andre verdener (det kan kun bevises ved at besøge dem alle sammen, så det vil tage lidt tid endnu at finde det bevis...). Og så videre. Den moderne videnskab ulejliger sig kun yderst sjældent, og kun indenfor ganske få discipliner, med at bevise hvad den påstår. Men de fleste ateister har end ikke studeret videnskaben nok til at indse dette.
Troen
Og hvorfor kommer man til at tro på Gud? Det er der lige så mange historier om, som der er mennesker der har omvendt sig: fordi Gud åbenbarer sig på en helt personlig måde i hvert enkelt tilfælde. Jeg kan f. eks. berette, at jeg igen og igen har oplevet en direkte, håndgribelig sammenhæng mellem hvad jeg tænkte og hvad jeg så udspille sig i mit virkelige liv. Tag f. eks. det her eksempel:
Eksempel 1
For en del år siden afbrød en af mine venner kontakten til mig fordi han mente at vi havde for lidt tilfælles. Okay, sådan kan det gå. Så gik vi i rundt i syv år og havde
ingen kontakt med hinanden. Så, pludseligt, en dag begyndte jeg at tænke på ham. Det gjorde jeg så nogle gange over de næste par måneder. Dette i en sådan grad, at jeg prøvede at finde ham i telefonbogen, men uden held. Så gik jeg rundt i yderligere 14 dage eller en måned - og så ringede han sgu til mig! Vi genoptog kontakten, uden at jeg vist fik fortalt ham, at jeg havde tænkt på ham inden han kontaktede mig.
Eksempel 2
Jeg har i årevis søgt efter en at skrive en bog sammen med. Jeg har annonceret på mine hjemmesider, men uden held. Ingen meldte sig. Så gik jeg mismodigt rundt og tænkte på en gammel bekendt som jeg gerne ville have haft til at hjælpe mig med at skrive bogen. Nå, jeg kendte ikke hans efternavn og følte egentligt heller ikke at vi kendte hinanden godt nok til, at jeg kunne kontakte ham med mit projekt. Hvad skete der så? Jo, for et par uger siden skrev han en mail til mig - om jeg havde lyst til at sludre. Vi chattede så på Skype og jeg spurgte ham om han ville være med til at skrive en bog. Det ville han godt!
Eksempel 3
Jeg har igen og igen set dobbeltgængere af folk jeg engang kendte rundt omkring i verden. Det startede med at mine indre stemmer ("sociopaterne") sagde til mig:
- Nu vil vi vise dig dobbeltgængere!
Og så gik der et par dage, så begyndte jeg at vade til knæene i dobbeltgængere: to forhenværende chefer, en forhenværende date og en gammel veninde blev det til inden jeg fik set mig om.
Eksempel 4
Da jeg endnu var meget psykotisk (modtagelig), der gik jeg meget op i frøer: skrev hjemmesider om dem og læste om dem så meget jeg kunne komme til. Dengang havde jeg igen og igen den oplevelse, at jeg kunne sidde optaget af et eller andet, som f. eks. at skrive, og så lige pludseligt mærke at jeg
fik en impuls til at tænde fjernsynet. Trofast og overspringende som jeg er, så tog jeg så godt som altid imod tilbuddet om at tænde mit tv. Typisk skulle jeg lige bladre halvdelen af kanalerne igennem - og frem tonede en film om frøer. Dette skete et par gange om måneden i flere år, men er nu ligesom gået i sig selv igen (måske fordi jeg kun har DR TV og de kun sjældent sender programmer om frøer, af hvad jeg ved, måske blot fordi jeg ikke er så optaget af frøer nu om dage som jeg plejede at være).
Eksempel 5
Engang, da jeg var indlagt i et psykiatrisk hospital, der overvejede jeg at købe en Toyota pickup. Jeg vidste dog ikke hvor stor den var, så jeg gik rundt og lurede på hvordan jeg kunne komme til at se sådan en i virkeligheden - så jeg kunne se om det var noget for mig. Næste dog holdt der en parkeret på parkeringspladsen udenfor mit vindue - og endda i samme farve som jeg havde overvejet at købe (sølvfarvet). Jeg gik ned til den og kiggede på den og konstaterede, at den var alt, alt for stor til min smag (jeg kan godt lide små biler).
Eksempel 6
Engang læste jeg en bog i USA, jeg kan ikke huske dens navn, men der var en kvindelig karakter der var meget grundigt beskrevet. Hun var indianer, havde langt sort hår, var meget ung (måske 17-18 år) og så videre. Næste dag fik jeg næsten en hjerneblødning fordi jeg stødte på en kvinde der passede helt til beskrivelsen nede i den lokale kiosk.
Eksempel 7
Inden den store oliekrise i 2006 sagde stemmerne til mig: "
Olieprisen stiger til 175 dollar pr. tønde!". Det troede jeg faktisk på. , Og lille var min overraskelse da den 1,5 år senere var nået op på 170 dollar pr. tønde. Så vidt jeg ved, så nåede den dog aldrig op på 175 dollar pr. tønde, men det er en afvigelse på nogle få procent - det kan jeg godt leve med.
Opsummering
Så hvad jeg prøver at sige er: vi troende har
ofte en levende, virkelig oplevelse af det guddommelige. Og det er
derfor at vi tror!
Blindhed
Den virkelige sandhed om ateister er ikke, at Gud ikke findes. Den virkelige sandhed er, at det er ateisten selv der er for
åndeligt blind (for vantro) til at
bemærke alle de tegn og undere som forekommer i vedkommendes liv. Fordi Gud åbenbarer sig ofte for os alle sammen, blot har ateisten fravalgt muligheden af at kunne
indse, at dette sker (som en service fra Gud til dem der ikke vil tro på Gud), hvorfor han eller hun slet ikke ænser de åbenbaringer der finder sted i hans eller hendes liv og bare tilskriver dem "mærkelige tilfælde". Men der findes ingen tilfælde i kosmos! Der findes blot hændelser som er svære at forklare.
Årsagen til at en ateist overhovedet
kan leve uden at opdage og erkende Gud, er ganske enkelt den, at Gud således skaber dette univers, at vi sjæle hver især har vores
frie vilje: vil man ikke tro på Gud, så skal man da heller ikke det. Selvfølgeligt mister man utroligt meget af oplevelsen af at være i live, men det er jo sådan set bare éns eget problem. Som jeg ynder at sige:
Ateister ser verden i gråtoner, hvor vi troende ser den i farver.