Paradiskirken.dk

Velkommen Gæst  Log ind
RSS RSS

Navigation

Søg Paradiskirken.dk
»





PoweredBy

Indledning

Jeg har ofte tænkt, at der i menneskehedens indsats for at forbedre verden mangler en masse struktur og fælles fokus.  Vi har i dag, at der findes måske en million velgørende organisationer som hver især sidder og beskæftiger sig med at fjerne hver sit visne blad.  Dejligt ville være, hvis alle mennesker forenede sig i et fælles projekt med at få løftet hele verden op til et niveau der er menneskeheden værdigt - et niveau hvor disse her ting ikke findes:

  1. Kødspiseri (talløse dyr bliver hvert år myrdet i menneskehedens kosts navn).
  2. Forurening.
  3. Religiøst vanvid (tænk f. eks. på terror og andre ting begået i Guds navn).
  4. Rigdom (folk bliver korrupte, dvs. pengegridske, af rigdom).
  5. Social ulighed.
  6. Sult.
  7. Sygdom.
  8. Udryddelse af de herlige former for liv der findes på kloden (tænk f. eks. på at selv ål og hajer er ved at være alvorligt truede).
  9. Underuddannelse og analfabeti.
  10. Og så videre.

Dejligt ville det være, hvis nogen kunne komme op med en samlet religiøs-filosofisk livsfilosofi der kunne få masserne til at opgive deres altskadelige levevis og i stedet påtage sig det fulde ansvar for at sikre, at kloden forbliver levedygtig, sund og rask til evig tid.  Og det er, ganske kort, hvad jeg forsøger med religionen Paradiset:

  • At give hver enkelt borger nok forståelse og rigeligt med motiv til at elske verden sund.

Paradiset går dybest set ud på at oplære hver enkelt borger således at han eller hun frivilligt vier sit liv til en bedre verden.

Filosofi

Selvom jeg til tider kan være lidt hård ved ateister, pga. deres indbyggede disrespekt for alt hvad Gud kontinuerligt skaber, så mener jeg ikke, at man kan nå nogen vegne uden at tage hensyn til at en meget stor del af verdens magthavere er ateister.  Det vil sige, at politikerne og de der rådgiver politikerne er oftest ateister.  De ledende erhvervsmænd og de der assisterer ledende erhvervsmænd er ofte ateister.  Det er ligesom om at ateisterne har fået gravet sig ind i næsten enhver større organisation på Jord.  Min måde at løse dette på er, at ved at betragte Paradiset som både en filosofi (til ateisterne) og en religion (til de troende).

Livsfilosofisk kan man sige, at Paradiset blot drejer sig om, at elske alt og alle i alt hvad man vælger og fravælger.  Hvis blot alle mennesker kunne lære denne enkle ting, så ville rigtigt mange af verdens problemer gå i sig selv.

At elske alt og alle betyder blandt andet at man f. eks. ikke udraderer en truet frøart fordi man skal have bygget sig et nyt firmadomicil.  Så genovervejer man tingene og finder en bedre placering som ikke kommer til at medføre betydelig skade for nogen som helst livsform.

At elske alt og alle betyder også, at man er åben, modtagelig og frisindet i sine opfattelser og overvejelser så man ikke med det samme forkaster hvad folk siger, blot fordi folk er kommet på en bedre idé end én selv, eller fordi folk har en anden baggrund end én selv.

Religion

Paradiset er også en religion, ligesom det er en politik, en filosofi, et endemål, en metode, en lov, og så videre.  Religiøst er der såmænd ikke mere i Paradiset end at dets formål, og dermed alle dets medlemmers formål, er at sikre at kosmos gradvist bliver bedre og bedre, absolut set, over resten af evigheden.  Sagt med andre ord betyder dette blot, at vi alle sammen skal lære at elske mere og flere og derigennem gradvist komme til en større og større forståelse af alt og alle.

Politik

Kristendommen fraråder direkte sine tilhængere at være aktiv i politik.  Det er i mine øjne en enorm fejl, fordi det betyder at ca. 1/3-del af verdens befolkning ikke er særligt aktive indenfor politik.  Paradiset gør op med denne uheldige udvikling ved at byde enhver at engagere sig intenst og livsvarigt i god, paradisisk politik, således at verden virkeligt kan blive et bedre sted for os alle.

Endemål

Paradiset er også et evigt endemål: et mål som vi gradvist kan nærme os mere og mere over årene, formentligt med lejlighedsvise tilbageskridt, således at vi engang om nogle tusinde år har et rimeligt godt fundament til at fortsætte vores evige rejse i retning af Gud.