Indledning
Titlen er en provokation. En provokation til at få dig til at læse denne artikel. Fordi ”selvfølgeligt” kan jeg ikke bevise at reinkarnation er et faktum. Eller kan jeg? Lad os nu se.
Baggrund
Reinkarnation betyder
ind-i-kødet-igen og henviser til at sjælen bliver bundet ind i en krop endnu engang. Idéen er, at sjælen eksisterer evigt og at kroppen er midlertidig. Da sjælen eksisterer evigt (efter at den først er blevet skabt), så bliver den i ny og næ bundet ind i en fysisk, dødelig krop, hvori den gennemlever det interessante fænomen der kaldes et liv. Formålet med at gennemleve et liv er mangfoldigt, men især lægges der vægt på, i jordiske kilder, at sjælen 1) straffes (oplever lidelse), 2) renses (afsoner karma), 3) udvikles (bliver klogere). Forud for det enkelte liv er et utal af tidligere liv – liv som har medført en helt og aldeles universelt unik historie for den enkelte sjæl. Efter det enkelte liv følger et utal (en uendelighed) af andre liv – liv som alle bidrager til at videreudvikle sjælen i retning af at blive en engel, samtidigt med at de giver sjælen en helt og aldeles unik oplevelse af at have været i live.
Læren om reinkarnation kendes fra mange jordiske kilder – herunder især fra hinduismen og dens amputerede afart buddhismen. Overall koger de mange varianter af tro på reinkarnation bare ned til:
- Sjælen lever videre efter den nuværende krops død.
- Sjælen bindes ind i en ny krop ved dennes undfangelse.
- Sjælen udvikler sig evigt i retning af idealet som engel.
Selvfølgeligt skærer jeg nogle vigtige detaljer fra, når jeg siger det så koncist, men det er sådan omtrent hvad det handler om.
Bindinger
Selve det at sjælen bliver bundet ind i kroppen fortæller os, at det er Satan der står bag hele tingen med at binde sjæle ind i kroppe. Fordi det er nu og engang sådan, at Gud er kærlighedens gud. Og Gud er fuldstændigt perfekt. Og den der elsker fuldstændigt perfekt binder ingen. Dette blot en løs kommentar for at sige, at alt tyder på, at årsagen til at vi mennesker bliver født er, at vi enten bliver straffet (måske for at have syndet i Himmeriget?) eller nok nærmere, at vi bliver født fordi vi har ladet os forlede af Satans lokkende ord om hvordan det er at være en dødelig. Eller, alternativt, så bliver vi frivilligt til dødelige – altså kan man forestille sig, at Gud og/eller Satan spørger den enkelte sjæl om den gerne vil inkarnere igen eller ej. Svarer den så bekræftende, så finder Gud eller måske Satan en passende fremtidig krop til sjælen – alt efter sjælens udestående skyld (dens karma) og sjælens egne præferencer – og sjælen bliver bundet ind i kroppen i præcist det øjeblik hvor kroppen bliver undfanget.
Ovenstående tjener blot som en generel støtte til det gnostiske synspunkt, at det er Satan der har skabt selve det fysiske univers. Fordi selve det fysiske univers er et helvede, også selvom Satan i bedste fald bare har foreslået Gud hvordan tingene skulle være.
Kan du ikke lige forstå dette kapitel, så lad det bare ligge. Det er lidt indforstået og kræver et vist kendskab til gnosticisme og et mere nuanceret verdensbillede end ”
Gud skabte alt og tog så på evig ferie”.
Beviser
Nå, jeg startede jo ud med at ville prøve at bevise at reinkarnation er et faktum. Hvordan hulen beviser man det? Jo, igennem indicier. I mangel på teknologiske og/eller spirituelle måder at måle reinkarnationen. Ideelt set ville videnskaben have udviklet en metode til:
- At måle sjælens tilstedeværelse i et givent væsen.
- At unikt identificere hver enkelt sjæl (f. eks. ved gemme indholdet af hver sjæl i digital form).
- At præcist genkende hver enkelt sjæl på tværs af kroppe (således at reinkarnationen kan bevises).
Men i mangel af disse må vi nøjes med indicier. Og hvilke indicier har vi for at reinkarnation faktisk finder sted?
Først og fremmest har vi talrige ”øjenvidneberetninger”: alle mulige folk der ærligt og oprigtigt mener at kunne huske ting fra deres tidligere liv. I sjældne tilfælde når nogle af disse beretninger frem til det ellers ekstremt fordummende medium fjernsynet og man hører da interessante historier om hvordan folk kan huske detaljer fra byer de aldrig har besøgt og deslige. Desværre lægger videnskaben, i dens evindelige dårskab og idioti, ingen vægt på den slags beviser, men vælger blot at forkaste hvad man ikke fatter med den begrundelse, at det hverken kan vejes eller måles – uden at gøre sig nogle anstrengelser for at komme til at kunne veje og måle de pågældende ting.
Derudover har vi en prægtig hjemmeside som
www.near-death.com – en hjemmeside der er fyldt med talrige beretninger om nærdødsoplevelser – og hvordan disse klart tilkendegiver, at der næsten sikkert må findes et eller andet efter døden. Læseren opfordres til at bruge et par timer på
www.near-death.com og ved selvsyn få indblik i de mange utroligt spændende og relevante beretninger.
Det tredje indicium vi har på at der faktisk findes liv efter døden er at Gud findes. Hvilket ateister og andre farveblinde jo ikke vil godtage, men det kan jeg ikke tage så tungt. I en verden af sort-hvid og ingen farver, der findes Gud ganske givet ikke. Men for os andre, som ser i farver, der er det jo et sikkert faktum, at Gud er. Men hvad jeg mener med dette udsagn er simpelthen følgende:
- Gud er =>
- Gud er perfekt =>
- Gud er uendeligt og fuldstændigt kærlig =>
- Gud giver liv men aldrig død =>
- Satan er den der giver død.
Altså, forklaret i ord, at der følger af at Gud er, at Gud er perfekt. Hvis Gud ikke er perfekt, så ville intet i kosmos give mening og selve begrebet Gud ville være devalueret og udvandet til ukendelighed. Gud er naturligvis perfekt. Uanset hvordan det så end ser ud med vores dødelige og jordiske øjne. Og af at Gud er fuldstændigt perfekt følger, at Gud er fuldstændigt perfekt kærlig. Altså at Gud er ren kærlighed (til alt og alle) uden den mindste ukærlighed i. Deraf følger igen, at Gud aldrig ville dræbe eller udslette en sjæl. Aldrig nogensinde, uanset om den har skrevet at Gud er død, har grundlagt Det Tredje Rige eller påstået sig selv Guds Søn. Uanset hvad, så udsletter Gud aldrig nogensinde en sjæl. Fordi Gud er ren kærlighed og det at udslette en sjæl er meget hadsk. Det skal lige siges, at det er min fuldstændige overbevisning, at Satan ikke kan udslette sjæle – dertil er de for stærke, for evige og også totalt usårlige. Der er intet som Satan kan gøre, som kan endsige såre en sjæl. Enhver sjæl er fuldstændigt fuldkomment usårlig og evig – efter at den er blevet skabt. Satan er den der idømmer og udøver døden over den enkelte. Hvad enten der er tale om ældning, mord, sygdom eller uheld. I alle tilfælde er Satan kilden til alle dødsfald i kosmos. Men netop da Gud er perfekt og derfor giver alle, herunder også Satan, ret til at give deres besyv med i skaberværket, så har Gud skabt skaberværket på en sådan måde, at Satans trang til at dræbe og ødelægge kan blive opfyldt på allermest herlige måde: ved at sjælene er evige, usårlige og uforgængelige, men at kroppene er lige det modsatte. Så har Satan kroppene som sit domæne og Gud har sjælene som sit domæne. Satan appellerer generelt til kroppen – f. eks. igennem kødelige laster og angst for den almindelige kropslige udvikling (ældning) – og Gud appellerer normalt til sjælene – f. eks. igennem idealer, håb og kærlighed. Satan har så retten til at indgyde os alverdens sygelige og angstfyldte følelser omkring det, at vi en dag skal dø. Især de væsener som er så uvidende, at de end ikke ved, at sjælen findes og at sjælen er evig. Så lad mig opsummere:
- Sjælen er evig, usårlig og uforgængelig efter at den er skabt. Dermed er den af Gud.
- Kroppen er midlertidig, sårbar og forgængelig efter at den er skabt. Dermed er den af Satan.
- Gud hygger sig med at skabe evige, usårlige og uforgængelige sjæle som i al evighed lærer mere.
- Satan hygger sig med at skabe midlertidige, sårbare og forgængelige kroppe som kan opleve lidelse.
- Gud giver således alle, herunder også Satan, muligheden for at være og gøre præcist hvad de vil – uden at nogen rigtigt tager skade af det.
Ovenstående forklarer måske også hvorfor overfladiske, tomme mennesker lægger så stor vægt på udseendet, hvor dybe, sjælelige mennesker nærmest er helt og aldeles ligeglad med udseendet. De overfladiske og tomme mennesker er simpelthen forblændet af Satans fysiske krop og fatter ej, at det er indeni at man skal finde folks nærhed til Gud.
Det fjerde indicium er, at vi alle sammen har evner som vi kan have svært ved at forklare ophavet til. Med mindre da, vi tager tidligere livs erfaringer med i betragtningerne. F. eks. har den ene et ”naturtalent” for at håndtere heste, hvor den anden har det samme mht. hunde. Hvorfor lige den ene kan det ene og den anden kan det andet ved ingen. Men ifølge reinkarnationslæren er det hele faktisk ganske enkelt:
Erfaringer og evner og viden følger med på tværs af livene!Normalt er vi dog ikke bevidste om at det er tilfældet. F. eks. godtager vi normalt bare Satans indre forslag om, at det er vores egen herlighed og prægtighed, der gør, at vi er gode til et eller andet. F. eks. at passe heste eller hunde eller hvad det nu måtte være. Men i virkeligheden er forklaringen nok bare den, at vi i måske hundrede liv før har haft hund. Og derfor har lært at forstå hunde rigtigt godt. Og derfor har et naturligt tag på dem i vores nuværende, indeværende liv. Men pointen her er altså, at man kan forklare ting såsom gaver med erfaringer i tidligere liv. Hvilket er et kæmpe fortrin frem for alle andre teorier om det samme – fordi de ikke kan forklare hvordan og hvorledes det kan være, at vi får de gaver vi får.
Det femte indicium er, at vi har subjektive, unikke præferencer livet igennem som ikke kan forklares af andet end læren om reinkarnation. F. eks. har jeg hele livet igennem haft en dyb lede overfor bibelen
1. Også selvom jeg igen og igen har forsøgt at kaste mig ud i at læse den. Og der tror jeg, helt ærligt, at der blot er tale om, at jeg i (måske mange) tidligere liv har været tvunget til at læse bibelen igen og igen, og måske også til at hykle enighed med den (det har næsten alle sjæle der har levet i Europa igennem de sidste par tusinde år prøvet), og derfor har udviklet en dyb lede over den infame bog. Et andet eksempel er, at jeg kun en enkelt gang har været i Berlin. Og første og eneste gang jeg var der skete der noget som aldrig er sket for mig før: jeg elskede Berlin af hele mit hjerte fra første dag. Jeg elskede, og elsker endnu, virkeligt byen fordi den var så herlig, så vidunderlig, så stor og alligevel så pæn. Dette forklarer jeg med at jeg i et tidligere liv, hvornår det så end har været, har levet i Berlin. Og derfor har min sjæl mange gode erindringer om Berlin – erindringer som mit bevidste jeg ikke kan se men som mit ubevidste jeg kender udmærket – hvorfor jeg med det samme blev forelsket i byen ”igen”, da jeg første gang besøgte den. Et fjerde eksempel er, at jeg normalt finder klassisk musik dødkedelig og ikke gider at lytte til det. Lige undtaget Bachs forskellige cembalo koncerter - dem er jeg helt vilde med og lytter til i ny og næ. Det vigtige her ikke værende eksemplerne, men blot hvad de illustrerer: vi har alle sammen et sæt præferencer der forekommer os mere eller mindre irrationelle, men når man tager læren om reinkarnation med i billedet, så får de lige pludseligt en logisk og rationel forklaring.
Konklusion
Der findes en del meget gode indicier på at reinkarnation er et faktum. Dem bør du arbejde ud fra.
At videnskaben, og dermed det meste af den etablerede kristne verden (som utroligt ofte dækker sig ind under videnskaben), afviser læren om reinkarnation som værende pure opspind og nonsens er faktisk kun et godt tegn på, at læren er sand og evigt gældende. Fordi en ateist er farveblind og virkelighedsfornægter ved det, at han eller hun fornægter Gud, og Gud er alt. At en ateist ikke vil godtage en ting er således meget ofte et klart tegn på, at den pågældende ting er sand og værd at tro på. Ateister er simpelthen åndeligt handikappede mennesker som desværre, pga. deres handikap, ofte går rundt med en stærk overbevisning om, at de er andre mennesker overlegne og at de alene ved hvad der er rigtigt at vide her i kosmos. Tro mig, det ved jeg meget om fordi jeg har været arg, fuldstændigt overbevist ateist i 20 år – inden jeg igen kom til at tro på Gud. Og ateismen er grundlæggende selvfornægtelse – fornægtelse af den dybe, indre, varme, kærlige, gode lyst til at tro på at kosmos er skabt og at der er en højere mening og retfærdighed med alt.
I hvert tilfælde finder jeg det ”forholdsvist bevist” (hihi) at læren om reinkarnation er sand. At bibelen, og andre semitiske værker, prædiker imod læren om reinkarnation anser jeg blot for et klart udtryk for hvor afsporede og totalt uvidende semitterne var, da de frembragte deres værker. Jeg har igen og igen forsøgt at forklare menneskeheden at de semitiske værker hører til på bålet, men i min erfaring er semitisk inklinerede mennesker desværre underbemidlede: de er permanent (i det indeværende liv) ude af stand til at ''fatte' at bibelen m.m. er noget elendigt noget som kun åndeligt blinde kan tage alvorligt.
Fremtiden
Det er ikke absolut umuligt, at man i fremtiden vil blive i stand til at påvise reinkarnation videnskabeligt:
- Hvis man opfinder en måde at påvise sjælen på,
- Så kan man måske opfinde en måde at gemme en kopi af sjælen på,
- Og så kan man formelt påvise at sjæle kommer igen.
Givet ”videnskabens” nuværende insisteren på at den har fuldstændigt ret i alle ting, også selvom den mest af alt tager fejl i alle ting, så er det i dag karrieremæssigt farligt at forske i metafysiske ting – såsom sjælen – hvorfor der nok kommer til at gå en rum tid (nogle hundrede eller tusinder af år) inden sjælen bliver bevist. Men når først sjælen er videnskabeligt bevist, så vil det åbne op for en masse andre gode ting såsom at man måske på sigt beviser Guds væren (Gud er at ligne med kosmos’ sjæl).
Efterskrift
Det er så sørgeligt at så mange afviser læren om reinkarnation. Og så for så tåbelige og dorske ting som Darwins datters død (hvilket medførte at Darwin blev ateist) eller en afdød jødes henrettelse (hvilket medførte at milliarder går rundt og bilder sig ind, at den pågældende afdøde jøde var Gud selv). Nu har du i hvert tilfælde nogle ting du kan gå rundt og tænke lidt over. Lad det bare simre på to på bagerste blus og kig så på det igen om nogle måneder eller år. Bliver du interesseret i at vide mere om reinkarnation, så kan du bare søge på
Google efter ”reinkarnation” (dansk) eller ”reincarnation” (engelsk). Selv læste jeg første gang om reinkarnation da jeg var 11 år gammel, men der gik altså lige endnu 20 år, inden jeg begyndte at helt forstå, hvad det hele gik ud på og begyndte at indse hvor naturligt og guddommeligt sandt læren om reinkarnation er.
Jeg vil gerne lige advare imod buddhismens udlægning af reinkarnation. Buddhismen er en ateistisk religion ved det at Buddha tog hinduismen og amputerede næsten alt af værdi af hvorefter han kaldte resultatet for buddhisme. Det betyder i praksis at buddhismen er en afsporet og farveblind religion. Det betyder igen, at næsten alle de påstande og konklusioner som buddhismen fremfører, er ligeså. Hvilket igen betyder, at man gør bedst, overfor sig selv og kosmos, ved at gå en forholdsvist stor bue udenom hvad buddhister har at sige én om reinkarnation og karma. At buddhismen er helt og aldeles afsporet er meget, meget nemt at se ud af deres højeste, ypperligste ideal: Nirvana. Nirvana betyder ganske enkelt ”ingenting” og er hvad de stræber efter. Uden at tosserne selv har opdaget det endnu. Så sidder der i millionvis af naive mennesker og mediterer dag ud og dag ind i håbet om at ”opnå” det store mål, at de bliver til absolut ingenting – i stedet for at gå ud og helbrede verden enkeltvis eller samlet; i stedet for at udforske virkeligheden.
Selvom hinduismen er meget, meget smuk på mange måder, så vil jeg også advare en lille bitte smule imod den: hinduismen ser reinkarnationen som noget sørgeligt og traumatisk noget. I virkeligheden er reinkarnation, som alt hvad Gud har skabt (og fortsat skaber), uendeligt herligt og vidunderligt. Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at kommunikere med hinduer, men det er min tro, at ikke alle hinduer ser lige fatalistisk og sort på læren om reinkarnation. Der må ganske givet være mange hinduer som udmærket ved, at reinkarnation er en af Guds største gaver til os dødelige: det at vi kan dø igen og igen uden at dette har nogen afgørende betydning for os selv. Hver eneste gang vi dør, så har vi lært lidt mere – hvad enten vi dør som abort (så lærer vi lidt om hvor ubehageligt det er, at blive skrabet ud af livmoderen) eller om vi dør for en sindssyg morders hånd (så lærer vi lidt om hvor ubehageligt det er, at blive myrdet) eller om vi dør en stille død i en seng (så lærer vi lidt om hvor behageligt det kan være at dø) og så videre.
Som nogle kloge mennesker siger om kroppens forhold til sjælen:
- Kroppen er blot sjælens klæder. Den skifter med værtsart og hjemsted.
- Universet er Guds selvskabte krop. Ligesom vores kroppe ældes Guds krop også. Uden at Gud dog på nogen måde lider skade eller bliver svagere deraf. Ganske som det også er for vores udødelige sjæle.
Fodnoter