Indledning
De færreste nulevende danskere har et nært forhold til Himmeriget. De fleste nulevende danskere er nemlig opdrættede i ensrettende, indoktrinerende materialistiske skoler hvor der ikke levnes plads til hverken Gud, det overnaturlige eller til Himmeriget. Derfor vil jeg med denne artikel prøve at forklare dig, hvad Himmeriget er og hvordan det har betydning for os her på Jord.
Baggrund
Mennesket har ikke altid haft et filosofisk eller religiøst behov for at operere med forestillingen om Himmeriget. De første mange, mange tusinder af år havde man ikke glemt Gud, hvorfor man udmærket vidste, at Gud er den fortsatte skaber af alt hvad der findes (overalt i kosmos). Men efterhånden som menneskene blev mere afsporede, så glemte de gradvist hvor fuldkommen almægtig og herlig Gud er. Og derfor begyndte man stille og roligt at opfinde underguder, de såkaldte engle, og havde derfor et stigende behov for et eller andet sted som skulle være disse engles hjemsted - og Himmeriget var født. Problemet med englene er, at de gradvist er blevet tildelt en urigtig rolle som administratorer og underguder i kosmos fordi Gud blev opfattet som en mandsperson der levede i Himmeriget. Hov, nå, ja, man havde også brug for Himmeriget som et sted hvor den fiktive mandsperson af en gud kunne bo. Så forestillingen om Himmeriget er altså blot en lappeløsning, en lappeløsning som ikke desto mindre formentligt har noget værdi.
Himmeriget ifølge jødedommen
Himmeriget anses af jødedommen, og dens afledninger (kristendom og Islam), som et åndeligt, ekstravirkeligt sted hvor englene, der angiveligt ingen kroppe har, bor. Jeg er ikke helt klar over hvornår jøderne begyndte at have forestillinger om Himmeriget, men på Jesu tid var de vel udbyggede. Englene ansås for en slags underguder der tog sig af at være Guds sendebud og også af lettere administrative opgaver.
Himmeriget ifølge kineserne
Kineserne troede også på Himmeriget, hvilket stort set enhver større kultur har gjort op igennem menneskehedens nyere historie (de sidste 10.000 år), men deres forestilling var, at der i Himmeriget var en masse administratorer som var underordnet den himmelske kejser. Administratorerne var en slags underguder som tog sig af forskellige aspekter af det menneskelige liv på Jord. Kineserne troede at Himmeriget var dybt korrupt og meget, meget ineffektivt, hvorfor man har fortællinger som den om abekongen der erobrer Himmeriget.
Himmeriget ifølge Paradiskirken
I Paradiskirken mener vi, at alle levende væsener i kosmos har en fysisk krop, uanset hvor den så end befinder sig i skaberværket. Det gør vi fordi vi bemærker os, at Gud har skabt sig selv en krop (skaberværket) og at Gud ser ud til at give os dødelige en præcis, omend uendeligt lille, oplevelse af at være som Gud: Gud har en krop, så det har vi andre også, hvorfor vi forkaster idéen om at engle ingen krop har.
Vi ser Himmeriget som et sted der er oldgammelt (vi taler milliarder af år gammelt) hvor englene bor og som er så tæt på perfekt som noget som helst i kosmos er blevet det. Vi ser Himmeriget som et levende ideal til efterfølgelse af alle kloge, vise og kærlige livsformer (hvorfor vi mennesker, der jo er næsten totalt afsporede, ikke interesserer os for Himmeriget). Vi forestiller os at Himmeriget er et fysisk sted i rummet - et sted som formentligt ligger "tæt på" selve udspringet for skaberværket, altså det punkt hvorfra big bang tog sin begyndelse.
I Paradiskirken tror vi ikke på, at Himmeriget er kosmos' nervecenter eller administrative centrum. Vi tror jo på at Gud er fuldkomment almægtig, hvorfor Gud intet har at bruge administratorer og sendebud til - Gud kan såmænd selv administrere alt og meddele alle hvad det skal være.
Nytteværdi
Hvad er så nytteværdien af at kende til Himmeriget? Den er formentligt temmelig begrænset. Med mindre da, man gerne vil være med til at skabe en fuldkomment lykkelig civilisation i sit eget nærområde. Fordi så kommer man ikke udenom Himmeriget - og hvordan Himmeriget har indrettet sig.