Indledning
Meget af den kristne litteratur - og hverdag - handler om at lejlighedsvist tvivle i sin tro. Så kan man undre sig over, hvorfor det mon er sådan. I denne artikel vil jeg lufte mine teser om det.
Baggrund
Der findes noget der hedder
åndelige kampe: interne, telepatiske kampe om hvad man skal mene og tro. Paradiset lærer os, at disse interne åndelige kampe er resultatet af at Gud og Satan, eller repræsentanter for dem, giver os muligheden for at vælge mellem et af to yderpunkter. Vælger man med kærlighed, forståelse og visdom, så vælger man for Gud - ellers vælger man for Satan.
Jesus er jo som bekendt en afgud; han var ikke Gud, men alligevel tilbedes han som var han Gud. Det vil altså sige, at vi har to yderfløje:
- Gud tilbedes som værende Gud, hvilket er Guds fløjs valg.
- En anden (her: Jesus) tilbedes som værende Gud, hvilket er Satans fløjs valg.
Kampen
Så hvad jeg siger, er, at kristne tvivler så meget fordi de dyrker en afgud. Jeg selv tror på
Gud og jeg har aldrig nogensinde tvivlet i blot et halvt sekund, efter at jeg kom til troen igen, hvilket får mig til at tro, at Satan og lakajer udmærket ved, at der ikke er noget at komme efter i mig. Sagt på en anden måde: det at de kristne tilbeder en afgud gør, at Satan har ret til at igen og igen plante tvivl i dem. Hvis man virkeligt tror på Gud (Alt), så tvivler man ikke. Fordi der er ikke noget at tvivle over.