Indledning
Jeg ved da godt, at Paradiset på Jord er omtrent så sandsynligt som at vi får lært de få tilbageværende hajer på kloden, at danse en russisk folkedans. Men jeg synes det er en herlig hobby at have - at gå og nusse med hvordan fremtidens uundgåelige paradis skal se ud - hvorfor jeg bruger en masse tid på det.
Hvis du er en af dem der ryster på hovedet og måske griner højt over hele idéen om at skabe Paradiset på Jord, så tænk på følgende:
- Hvad nu hvis menneskeheden udviklede klogskab nok til at opgive sin materialistiske levevis?
Ja, hvad så? Jo, så ville alle blive immaterielle - dvs. de ville livet igennem tilstræbe at eje så lidt som overhovedet muligt frem for det omvendte - og så ville
enorme ressourcer blive frigivet, både i form af eksisterende rigdom og i form af fremtidig arbejde, så vi så nemt som ingenting kunne lave verden til et Paradis.
Skal man pege på en enkelt ting, der hindrer verden i at udvikle sig til et levende, herligt, alsidigt Paradis, så er det altså materialismen. Den materialisme som både kristendommen, Islam, jødedommen, kapitalismen og socialismen tilslutter sig - den materialisme som er ved at dræbe vores klode omkring os.
Derudover kan du tænke på følgende:
- Hvad nu hvis menneskeheden blev oplært til at som standard være immateriel og altruistisk?
Ja, hvad så? Jo, så ville hovedparten af menneskeheden stræbe i den rigtige retning - opad i retning af Gud - i stedet for i den forkerte retning som er nedad i retning af Satan.
Vi lever i et filosofisk vakuum - kristendommen er døende, da den i løbet af 2.000 år endnu ikke har udrettet noget godt og brugbart for verden, hvorfor folk i vesten mangler etik og moral et eller andet sted fra. Som situationen er nu, så får folk deres "værdier" (mangel på samme) fra så ringe kilder som bibelen og Hollywood. Forestil dig, at man i stedet udarbejdede et herligt, fuldkomment kærligt kildemateriale som de kunne bruge til at lære fra. Så kunne alt ændres til det bedre.