Indledning
Jeg er ikke dummere end at jeg godt kan forstå de liberales bevidste mål:
- At igennem fri konkurrence styrke alle.
Det er hvad de bevidst render rundt og tror på. Ubevidst, derimod, render de fleste liberale rundt og er mere eller mindre elitære ved det, at de er fint tilfredse med, at de selv har fået en god uddannelse, men mener ligesom ikke, at det er så nødvendigt, at alle andre (i hele verden) får en lige så god uddannelse. Så længe Harvard University ligger i USA og University of Oxford ligger i England, så er der jo ikke rigtigt noget at bekymre sig om. Ditto med penge: er de så heldige, at de har fået en god uddannelse (hvad enten denne er betalt af samfundet eller deres forældre eller en fond), så mener de sig selv ansvarlige for, at de har klaret sig godt - uden at overhovedet skænke det en tanke, at de fattige ude i verden ville klare sig mindst lige så godt, hvis ikke bedre, end dem selv, hvis bare de fattige ude i verden havde fået samme uddannelse. Venstrefløjen bruger enorme mængder energi på at prøve at sikre alle mennesker en god, grundig, brugbar uddannelse, hvor højrefløjen, som så ofte set med Dansk Folkepartis vane med at ville skære i ulandsbidraget, blot vil mele egen kage og lade resten ligge i det søle de er
født ind i.
Men tråden i denne artikel tiltænkes at være, at penge er et meget stort problem for os alle sammen, hvorfor det er på tide, at vi atter begynder at forske i alternativer til penge - ligesom Marx og Engel gjorde - og så bare når frem til nogle mere tidssvarende og mere evige løsninger end de afstumpede (diktatur, etpartistyre, etc.) og ulevedygtige løsninger som Marx, Engel, Lenin, Trotskij, Stalin og så videre nåede frem til.
Så hvad jeg siger, er:
- De liberale har en pointe med deres evindelige ævlen om fri konkurrence.
Problemet er jo i al sin enkelthed, at hvis der
ikke er fri konkurrence, så stagnerer alle samfundets mekanismer i gradvist mindre og mindre effektive mønstre. Og det er hvad de liberale mener, at de løser ved at operere rent med en enkelt parameter - penge - og totalt ignorere og tilsidesætte alle andre parametre i livet.
Men, de liberale har en pointe. Hvis ikke der var fri konkurrence, så ville ulevedygtige organisationer formentligt få lov til at leve på ubestemt tid - altså indtil hele samfundet kollapsede efter et årtilangt orgie af ineffektivtet og ulevedygtighed, ganske som det skete med Sovjetunionen.
Men, de liberale overser noget:
- Sovjetunionen var mestendels et dikatatur. Og alle diktaturer forfalder uundgåeligt til simple diktaturer hvor en enkelt gal person styrer samfundet i årtier. Det er set så mange gange og det vil nok blive set en del gange endnu.
- Sovjetunionen var et etpartistyre. Og jo flere partier der er, jo mere livlig og grundig er debatten. Når der kun er et enkelt parti, så er debatten meget ensidig og unuanceret. Tilsvarende med et topartisystem (som i USA) og så videre.
- Sovjetunionen begik den fatale fejl det var, at afskaffe begrebet fyring: folk kunne ikke fyres fra deres jobs, uanset hvor dovne, elendige og uduelige de var.
- Sovjetunionen var en imperialistisk union der dermed pådrog sig enorme mængder negativ karma (fremtidige vanskeligheder) ved at igen og igen og igen invadere sagesløse naboer og tvinge disse til at være en del af unionen.
- Sovjetunionen valgte en yderst ufleksibel og stiv samfundsmodel: femårsplaner dikterede stort set alt i samfundet. Var en ting ikke indenfor femårsplanens målsætninger, så var det, så vidt jeg ved, svært at finde støtte for den.
- Sovjetunionen byggede på at et lille bitte mindretal bestemte og besluttede alt for det store flertal; i sagens natur kan få ikke vide alt det der skal vides for at mange kan få gode, passende, lykkelige liv.
Forslag
Jeg foreslår først og fremmest, at folket bruger noget mere tid på at tænke over hvordan vi kan udforme og udfærdige gode, pengeløse alternativer til kapitalismens uundgåelige selvmord: kapitalismen vil uundgåeligt dø for egne hænder som følge af dens hæmningsløse hærgen og ødelæggen alle vegne, hvad enten det er skolebørn der spares på, syge der svigtes, fattige der sulter, natur der uddør eller lignende.
Her er nogle forslag, som blot skrives "
on the tip of my fingers" (ud af luften), som måske kan bruges til noget:
- Man kunne lade enhver der ville det, starte en ny et kooperativ ("en virksomhed"), og så give kooperativet et år til at bevise sig selv i. Kan man ikke nå at producere noget brugbart, nyttigt og levedygtigt indenfor et år, så må man bare have projektet som et hobbyprojekt. Enhver borger kan maksimalt fejle to eller tre gange i løbet af sit liv - så mister man permanent retten til at åbne nye kooperativer (ud fra den anskuelse, at så er man simpelthen ikke egnet til at gøre det).
- Man kunne meget præcist definere hvad et levedygtigt og et ulevedygtigt kooperativ er. Det er svært, men på et par årtier kan det nok gøres ganske tilfredsstillende.
- Man kunne indføre uafhængige tilsynsgrupper (en slags Unionsrevision) der reviderede alle eksisterende projekter og lukkede de af dem som faldt i kategorien ulevedygtige. Eller, rettere, de behøvede ikke at blive lukket, men blot overført til kategorien hobbyprojekter. Hobbyprojekter er, i fremtidens samfund, det som folk giver sig til når de har ledig tid de ikke skal bruge til andet.
- Dette vil dog ganske givet medføre en eller anden form for korruption (nok af seksuel art, eftersom penge jo ikke findes i dette scenarie), hvilket kræver nøje overvejelse at imødegå.
- Man kunne have uafhængige kvalitetskontrolgrupper der tjekkede alle kooperativers produktion flere gange årligt for at afgøre om den var af høj nok kvalitet til at projektet kunne få lov til at fortsætte. Dermed kommer man problemet med stagnerende, meningsløse projekter/kooperativer til livs.
- Udbud og efterspørgsel kunne nemt klares ved at alle interesserede, i hele verden, samarbejdede om at produktudvikle således at man i stedet for at have 20.000 modeller fjernsyn på verdensplan havde måske 10 eller 25 - som alle brugte de samme standardkomponenter i en periode på fem år, så folk kan nå at bruge deres anskaffelser inden de skifter dem ud igen. På den måde ville en ny model mobiltelefon blive produktudviklet i fem år og så være på banen i fem år, hvorefter den blev udfaset og en ny model kom til. Der ville så findes måske 10 eller 25 modeller mobiltelefon, ebogslæser, fjernsyn, PC og så videre, så folk kunne koncentrere sig om at fokusere på så få produkter som muligt, i stedet for den totalt anarkistiske og kaotiske tilstand der i dag hersker udi teknologiens virksomheder (hvor hver virksomhed laver 50 forskellige produkter så ingen kan nå at følge med og/eller udvikle add-ons).
Paradiset på Jord
Det er min overbevisning, at Gud vil indføre Paradiset på Jord i et gelinde, saligt og herligt tempo - altså over årtusinder - men jeg er dog ikke overbevist om, at det reelt vil komme Jord til gode - alt tyder på, at menneskeheden har fået udryddet sig selv og alle andre inden tiden er moden til at vi kan få gavn af at Paradiset er ved at materialisere sig omkring os.
Men ovenstående er fuldkomment kompatibelt med Paradiset og er faktisk nogle af de tanker jeg har gjort mig om hvordan tingene skal fungere i Paradiset (som uundgåeligt er pengeløst eftersom penge får folk til at glemme det egentlige formål med livet - at alle er frie, lykkelige og lever i rendyrket åndelig kærlighed til hinanden - og fokusere på ligegyldige ting såsomb betalingsbalancen og hvad højrefløjen altid truer os med).